Video : Tipsbladet
VM

Rusland udstillede Egypten: Plads i ottendedelsfinale er næsten sikret

Efter en sejr på 3-1 er Rusland meget godt på vej til en ottendedelsfinale ved VM-slutrunden.

Med Rusland fuld af selvtillid efter åbningskampen var Mohamed Salah og resten af det egyptiske mandskab pisket til at vinde, hvis holdet vil avancere fra gruppespillet.

Værterne pressede på med det samme, mens Egypten virkede nervøse og uoplagte. Mange afleveringer endte for fødderne af en russer, og Golovin var tæt på at straffe sine modstandere, men afslutningen gik lige forbi målet.

Offensivspilleren, Trézéguet, mandede sig op og sendte et kvalificeret skud afsted. Den fløj dog forbi højre målstolpe.

Fire minutter før pausen rørte Mohamed Salah endelig på sig. Den målfarlige Liverpool-mand fik vendt sig med bolden og fyrede bolden mod målet, men afslutningen svævede forbi venstre stolpe.

I starten af anden halvleg gik det galt for Egypten. Ahmed Fathy bankede bolden ind i eget net til stor skuffelse for de egyptiske fans. 1-0 til Rusland.

Godt et kvarter senere var det Cheryshev, som tæskede bolden i netmaskerne til 2-0 for Rusland. Et fremragende angreb endte til sidst med en scoring.

To minutter senere viste Artem Dzyuba sine kompetencer som angriber, da han på glimrende vis scorede til 3-0. En sand fodboldfest var nu i gang for de russiske fans.

Med lidt over et kvarter tilbage af kampen blev Mohamed Salah fældet i feltet, og efter at have gennemset VAR valgte dommeren at dømme straffespark. Mohamed Salah scorede til 3-1.

Det blev også kampens slutresultat, og Rusland topper nu Gruppe A med seks point. Med kun én gruppekamp tilbage er en plads i ottendedelsfinalen næsten sikret for værterne.

Der skal ske mirakler for Saudi-Arabien, før pladsen til ottendedelsfinalen kan blive mistet.