Video : Tipsbladet
VM

Schmeichel: Walker var heldig med ikke at få rødt kort

Peter Schmeichel mener, at Kyle Walker skal prise sig lykkelig for, at han blev på banen efter at have begået straffespark i Englands kamp mod Tunesien mandag aften ved VM i Rusland.

Under VM-slutrunden arbejder Peter Schmeichel for den russiske TV-kanal, Russia Today, og den tidligere landsholdsmålmand så mandag aften England besejre Tunesien 2-1 på to scoringer af Harry Kane.

Tunesien så dog længe ud til at få point med fra opgøret, da Kyle Walker i første halvleg begik straffespark mod Fakhreddine Ben Youssef ved at ramme den tunesiske spiller med albuen i hovedet. Det kostede et gult kort til den engelske forsvarsspiller, men ifølge Peter Schmeichel kunne det sagtens have kostet et rødt kort.

- Det var et straffespark. Det er der ingen tvivl om. Han slår ham faktisk, og han er meget, meget heldig med blot at få gult kort, for ifølge reglerne skal man have rødt kort når, når man rammer nogen med sin albue, siger Schmeichel til den russiske TV-station ifølge Sky Sports.

Samtidig glæder den tidligere Manchester United-målmand sig på vegne af de engelske spillere, som havde fået en hård medfart i den engelske presse, hvis det ikke var blevet til en sejr.

- De opnåede det i sidste øjeblik. Jeg er rigtig glad på vegne af England-drengene, for hvis de ikke havde vundet, ville de næste par dage have været forfærdelige for dem. De ville være blevet slagtet af den engelske presse, lyder det fra danskeren.

Både Belgien og England har nu tre point i gruppe G efter sejre mod henholdsvis Panama og Tunesien. De to nationer mødes først i den sidste gruppekamp.