Video : Tipsbladet
VM

Simon Kjær glæder sig over nyt samarbejde i midterforsvaret

Simon Kjær glæder sig over det samarbejde, som han har opbygget med Andreas Christensen frem mod VM.

Gennem det meste af VM-kvalifikationen var det Simon Kjær og Andreas Bjelland, som Åge Hareide foretrak i det centrale forsvar, men det skal der laves om på til VM-slutrunden.

Andreas Bjelland er ikke blevet udtaget på grund af en skade, og i stedet er Chelseas 22-årige midterforsvarer, Andreas Christensen, blevet Simon Kjærs nye makker i midterforsvaret.

Det har set ud til at have fungeret godt i de seneste to testkampe frem mod VM, og Simon Kjær er glad for samarbejdet med den talentfulde Chelsea-spiller.

- Vi har et godt samarbejde. Vi har spillet to kampe sammen inden VM, og vi har holdt nullet to gange, og det kan man vel ikke klage over. Så vores samarbejde fungerer allerede på et højt niveau, og det bliver kun bedre og bedre, fortæller Simon Kjær ifølge Ritzau.

De to midterforsvarere lader til at passe godt sammen, hvor Andreas Christensen er den boldstærke midterforsvarer, mens Simon Kjær har sin force i duelspillet.

Foruden Simon Kjær og Andreas Christensen råder Åge Hareide også over Mathias ”Zanka” Jørgensen og Jannik Vestergaard til det centrale forsvar.