Småskadet Sturridge håber på Uruguay-kamp
Illustration
VM

Småskadet Sturridge håber på Uruguay-kamp

Daniel Sturridge måtte forlade banen med 10 minutter igen mod Italien, men angriberen håber, at han er fit for fight til kampen mod Uruguay.

England spillede fornuftig, men resultatet var ikke derefter, da Roy Hodgsons mandskab i nat tabte 2-1 til Italien i et særdeles underholdende opgør. Englændernes mål blev sat ind af Liverpools Daniel Sturridge, der har haft en fremragende sæson i Premier League.

Derfor var der også nervøse miner i den engelske lejr, da Sturridge måtte trække sig ud af kampen med en mindre skade i benet 10 minutter før tid i den ulidelige hede i Manaus.

Skadens omfang kendes endnu ikke helt, men Sturridge selv vil gøre, hvad han kan for at blive fit til det vigtige opgør mod Uruguay.

- Alle arbejder utrolig hårdt og presser sig selv lige til grænsen. Jeg presser også mig selv til det yderste, og lige nu er mit ben helt dødt, men jeg vil forsøge at komme over det til den næste kamp, siger Sturridge til Sky Sports.

England og Uruguay brager sammen i kampen om videre avancement på torsdag i Sao Paulo.