Video : Tipsbladet
VM

Svensk midterforsvarer fik startplads, holdt nullet og håber på genvalg

Den svenske landstræner dannede et nyt midterforsvar til VM-kampen mod Sydkorea, og nu håber Pontus Jansson at bevare sin startplads.

27-årige Pontus Jansson blev kastet ind til sin 16. landskamp for Sverige, da Victor Lindelöf ikke kunne spille VM-kampen mod Sydkorea grundet sygdom. Den opgave løste Leeds-forsvareren fint sammen med Andreas Granqvist i midterforsvaret.

Den svenske landstræner, Janne Andersson, står nu over for at skulle træffe en beslutning om makkeren til Andreas Granqvist til den kommende kamp mod Tyskland, hvis Victor Lindelöf kommer sig over sin sygdom.

Pontus Jansson håber blot på, at den svenske landstræner igen kigger i hans retning fremover i turneringen.

- Det er klart, at jeg vil spille videre. Vi må se, hvad der sker de kommende dage. Det er en hård kamp, og det er et langt mesterskab, og derfor behøver vi at have alle 23 spillere tilgængelige, fortæller forsvarsspilleren til det svenske medie, Fotbollskanalen.

I løbet af VM-kvalifikationen spillede Pontus Jansson blot én kamp fra start for Sverige, og han fik ydermere kun ét indhop. I stedet dannede Victor Lindelöf og Andreas Granqvist et solidt midterforsvar.