Video : Tipsbladet
VM

Tomasson om Jørgensens manglende mål: Han er i fin balance

Den danske angriber Nicolai Jørgensen ventes at starte inde igen, når Danmark møder Australien i anden gruppekamp ved VM. Jon Dahl Tomasson mener dog, at Feyenoord-angriberen er i fin balance.

Når Danmark klokken 14.00 møder Australien i anden gruppekamp ved VM, bliver det formentlig kun med én ændring i den danske startopstilling. En tvungen ændring.

William Kvist sidder ude med en skade, og i stedet ventes Lasse Schöne at gå ind på den centrale midtbane.

I angrebet har det ellers ikke helt spillet, hvor Pione Sisto på venstrekanten har ledt efter formen, og hvor Nicolai Jørgensen som den forreste angriber har savnet både skarphed i afleveringerne og afslutningerne.

Men sidstnævnte er stadig ved godt mod, mener assistenttræner Jon Dahl Tomasson, der selv scorede masser af mål, da han var på landsholdet.

- Vi snakker selvfølgelig med Nicolai om tingene. Han ved, hvordan vi tænker. Hans genpres er en vigtig del af vores spil. Hans bevægelser er en vigtig del af den måde, vi spiller på. Men han havde en chance, han skulle score på, og det ved han godt, siger den danske assistent og uddyber:

- Nej, jeg synes egentlig, at han er i fin balance. Når man snakker med drengene, så vurderer man, hvordan de har det. Er de i kontrol eller er de ramt på selvtilliden? Og det har han ikke været.

Nicolai Jørgensen har scoret otte gange i 32 landskampe for Danmark.