Video : Tipsbladet
VM

Uruguay satte en stopper for den russiske VM-fest

Uruguay vinder Gruppe A med maksimumpoint, efter at de mandag eftermiddag besejrede Rusland med 3-0.

VM-værterne fra Rusland er sluppet fremragende fra de første to kampe ved årets slutrunde efter overbevisende sejre over både Saudi-Arabien og Egypten. 

Mandag aften mødte de så Uruguay, der også har vundet deres første to kampe, i tredje og sidste runde i gruppespillet i en kamp om gruppens førsteplads. 

Kampen startede meget åbent, men efter godt 10 minutters spil kom Uruguay i front. Luis Suarez tog sig af et frispark på kanten af feltet, som han sendte fladt ned i Igor Akinfeevs side af målet. CSKA Moskva-keeperen havde netop taget et skridt til den forkerte side og blev derfor fanget. 1-0. 

Rusland forsøgte at svare igen med et par gode angreb, men kun 12 minutter senere blev føringen fordoblet. Diego Laxalt trykkede af udenfor feltet efter et hjørnespark, og bolden blev rettet af i det russiske forsvar af Denis Cheryshev, hvilket efterlod Igor Akinfeev chanceløs. 2-0.

Uruguay tog mere og mere kontrol over opgøret, mens fejlene i den russiske defensiv blev flere og flere. Frustationen var ikke til at tage fejl af, og efter 36 minutter blev opgaven så endnu mere umulig for russerne, da Igor Smolnikov modtog sin anden advarsel - kun ni minutter efter den første. Rødt kort til Rusland, der måtte spille resten af kampen med en mand i undertal. 

Rusland kom bedre med i anden halvleg og fik minimeret forsvarsfejlene med hjælp fra støtten på lægterne. Få minutter før tid blev det dog alligevel 3-0, da Edison Cavani fulgte op på en repost fra Igor Akinfeev, da han reddede Diego Godins hovedstødsforsøg på et hjørnespark.

Uruguay vinder derfor gruppe A med maksimumpoint uden at have indkasseret mål i de første tre kampe. I ottendedelsfinalen møder de andenpladsen i Gruppe B, der bliver afgjort senere på dagen.