VAR-straffe sikrer Sverige sejren mod Sydkorea
Foto: Getty Images
VM

VAR-straffe sikrer Sverige sejren mod Sydkorea

Der skulle et straffespark via VAR-kontoret til for, at Sverige kunne få tre point med fra opgøret mod Sydkorea.

Vores svenske broderfolk var mandag eftermiddag i kamp for første gang ved VM-slutrunden i Rusland, da de var på banen mod Sydkorea. Her blev det til en svensk sejr på 1-0 i en kamp, hvor de blågule dominerede i det meste af kampen.

Svenskernes overlegne fysik spillede i den grad ind, og derfor havde de ikke store vanskeligheder ved at lægge et habilt pres på koreanerne og dernæst fastholde det. Derfor kunne Sydkorea også takke deres målmand Jo flere gange for afgørende redninger, der holdt dem inde i opgøret.

Der skulle dog gå 20 minutter, inden svenskerne for alvor fik testet den koreanske målmand. I de svenske opvarmningskampe havde de da også haft svært ved at sætte tingene sammen rent offensivt, mens det havde set godkendt ud defensivt.

Den omtalte chance tilfaldt Marcus Berg, der missede en stor mulighed tæt inde under mål, som han burde have omsat til svensk føring. 

Kort efter var Sydkorea tvunget til at skifte Joo-Ho Park ud, da han blev ramt af en fiberskade efter godt 28 minutter. I stedet kom Min-Woo Kim ind på højrebacken, og han skulle få en stor rolle i kampen senere.

For i anden halvleg fortsatte det svenske pres, og igen skulle Berg brænde en stor chance. En spiller som Emil Forsberg og Ola Toivonen havde også muligheder, men bolden kunne ikke komme forbi Korea-målmanden. Og når ikke de offensive kort kunne slå til, så måtte det komme længere nede på banen.

Den svenske midterforsvarer Andreas Grandqvist var nemlig manden, der sikrede dem sejren. Efter 64 minutters spil gik Claesson i græsset i straffesparksfeltet, og i første omgang lod dommer Aquilar spillet gå videre, men en melding fra VAR-rummet i Moskva fik ham ud til TV'et ved sidelinjen, hvorefter han dømte straffespark. Straffesparket blev begået af indskiftede Min-Woo Kim.

Her var Grandqvist kølig som en morgendukkert i den svenske skærgård om efteråret, og sparkede bolden fladt i højre side, mens Jo sprang den anden vej.

Svenskerne fortsatte herefter med et styre opgøret, mens Sydkorea nu var tvundet til at byde ind med mere end de små angreb, de var kommet med undervejs i kampen. Dermed kunne Sverige tage de tre point.

Næste kamp for svenskerne er mod Tyskland, mens Sydkorea skal møde Mexico.