Video : Tipsbladet
VM

Vladimir Putin har inviteret suspenderet Blatter til VM

Den tidligere FIFA-præsident Sepp Blatter er inviteret til VM af Ruslands præsident, Vladimir Putin. Selv om schweizeren er suspenderet af FIFA.

Når Rusland næste år kan byde på VM-slutrunde for første gang nogensinde, så kan det blive med en gammel FIFA-kending ved siden af Vladimir Putin på tilskuerpladsen.

Således skriver det franske nyehdsagentur AFP, at Sepp Blatter er blevet inviteret til VM-slutrunden af Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Sepp Blatter, der er tidligere FIFA-præsident og i øjeblikket udelukket i seks år fra professionel fodbold på grund af korruption, har takket ja til Putins invitation.

- Jeg har i sinde at tage til VM i Rusland, for jeg modtog en invitation fra præsident Putin.

- Jeg ved ikke, hvor længe jeg vil være i Rusland, om jeg vil være der fra åbningskampen og til finalen. I og med at jeg ikke kan arbejde i fodbold, har jeg ikke noget, jeg skal opnå, og derfor kan det være, jeg bare lige kigger forbi, siger tidligere FIFA-præsident Sepp Blatter.

Blatter blev fældet i en sag, hvor han havde overført penge til UEFA-præsident Michel Platini. Der var ingen kvittering for noget, og de to kunne ikke bevise deres påstand om, at det var for noget arbejde, Platini havde udført for Blatter for år tilbage.

Også Michel Platini blev udelukket fra fodbold i flere år på grund af pengeoverførslen.

FIFA har ikke reageret på Sepp Blatters udmelding om, at han har i sinde at overvære VM-slutrunden, som han i øvrigt selv var med til at placere i Rusland.