VM-fokus: Neymars manglende makkere
Illustration
VM

VM-fokus: Neymars manglende makkere

Der hviler et tungt pres på Neymars smalle skuldre, når Brasilien møder Colombia fredag aften. Men hvorfor har Brasilien ikke en stærk angriber til at supplere stjernen?

BRAGT I TIPSBLADET 4. JULI 2014

At Neymar næsten ene mand er sat til at føre Brasilien til VM-guld er et udtryk for hans unikke talent, men også for, at pølen af offensivt, brasiliansk talent ikke er så dyb, som den har været. For to uger siden beskrev vi i Tipsbladet, hvordan Neymar ikke er en del af et af de makkerskaber, der så ofte har givet Brasilien succes, men hvorfor er han ikke det? 32-årige Kaká og 34-årige Ronaldinho har en alder, hvor man kunne have argumenteret, for at de kunne have bidraget med erfaring i, hvordan man vinder VM. Engang havde de to Ballon d'Or-vindere også klassen, men ingen af dem er i nærheden af det topniveau, de i midtnullerne viste for henholdsvis Milan og FC Barcelona. Kaká har fået de seneste år ødelagt af skader, og selv om han blev testet af Scolari i to venskabskampe sidste år, kom han ikke med til VM. I stedet er han under VM-slutrunden skiftet fra Milan til den nystartede MLS-klub Orlando City.

Atlético Mineiros Ronaldinho var med i Scolaris første landskamp, en venskabskamp mod England i 2012, men han brændte et straffespark og spillede skidt. Han kom ikke med til Confederations Cup, selv om han havde spillet en god sæson for sin klub, og så vidste man godt, at det næppe ville blive til VM-deltagelse for Ronaldinho.

Af lidt yngre kandidater finder vi Neymars gamle holdkammerat, den i dag 24-årige Ganso. Da de begge spillede i Santos for et par år siden, blev partnerskabet mellem playmakeren Ganso og målscoreren Neymar sammenlignet med duoen Romario og Bebeto, der i 1994 var hovedpersoner i Brasiliens VM-triumf. Men Ganso fik aldrig et skifte til det Europa, han i årevis blev rygtet til - særligt Milan virkede længe til at være en kommende arbejdsgiver - og han har haft skadesproblemer. I dag spiller han i São Paolo og er ikke længere det store fremtidshåb, han var engang. Allermest mangler der en god angriber, der ville have kunnet byde ind med mere end middelmådige Fred. Igen har Brasilien spillere, der via alder og talent burde kunne kandidere til den plads, men som i realiteten var langt fra VM. Da den dengang 17-årige Alexandre Pato skiftede til Milan i 2007, blev han kaldt den potentielt bedste spiller nogensinde, og han scorede da også masser af mål for Milan i sine unge år. Men med tiden blev angriberen med den utrolige acceleration mere og mere hæmmet af skader, og sidste år skiftede han tilbage til den brasilianske liga og Corinthians. I januar i år skiftede han São Paolo, hvor han bare har spillet fire kampe. Synd for Brasilien, for hans fart og selvtillidsfulde angrebsspil kunne værterne godt have brugt ved VM.

Eller hvad med Adrianos fantastiske fysik og enorme skudkraft? Det er mange år siden, at den tidligere Inter-angriber blev regnet som en af verdens bedste, men han er endnu bare 32 år og kunne på papiret have haft et par gode sæsoner i sig endnu.

Det har han bare ikke. Allerede i midten af nullerne begyndte det at gå ned ad bakke for angriberen, der i Inter blev regnet som useriøs, fordi han gik for meget i byen. Adriano har kæmpet med et stort alkoholmisbrug og en depression, og han har ikke spillet regelmæssigt for en klub i årevis. Det er blevet til korte ophold hos klubber som Flamengo, Roma og Corinthians, men han har ikke formået at bide sig fast i fodboldverdenen.

Senest var han i foråret på kontrakt hos Atlético Paranaense, der dog ophævede kontrakten, fordi han uden forklaring blev væk fra træning.

Så ingen Adriano ved VM. Heller ingen Ronaldinho, Pato, Ganso eller Kaká for slet ikke at nævne yderligere navne som Coutinho, Robinho eller Leandro Damião, der også er blevet valgt fra. Neymar må klare det meste selv

FÅ DET STORE VM-OVERBLIK OG MASSER AF STÆRKE VM-HISTORIER I TIPSBLADET, DER ER PÅ GADEN FREDAG.

Og husk: 

Tipsbladet udkommer sammen med Ekstra Bladet - begge dele kan købes samlet for kun 20 kroner. Klik her for at læse e-avisen.