French Open - Kvartfinaler Part 2
Spil

French Open - Kvartfinaler Part 2

Den fem-dobbelte forsvarende mester på herresiden er oppe imod tiden ubestridt bedste herrespiller denne onsdag, og kan det undgå at blive et brag?

Onsdag 14.00
Serena Williams - Sara Errani, Errani vinder først sæt OG kampen, 15 units
Odds 10,00 Ladbrokes

Det er svært at spore sig ind på onsdagens to damekampe, da det grangiveligt lugter af to favoritsejre, og oddsene på begge er for beskedne til at kaste sig over. I stedet kaster jeg mig over denne spekulation til det i særklasse mest sprøde odds, som har været på banen under denne turnering.

Spekulationen går på følgende; Serena Williams har været igennem tre sæt i de seneste tre runder. Det er altså hård kost på grus, og ikke mindst de sidste to kampe har været nogle hårde fights at skulle slide sig igennem. Nok er hun et "beast" på fysikken, men lad os sige, at hun taber første sæt her; er der så virkelig mere i tanken, efter også at have tabt første sæt i de tre foregående runder? 

Errani har slet ikke haft lige så hårde kampe i de seneste to runder, som hun har vundet glat, og så er det altså ikke lang tid siden, at hun for alvor havde Serena på krogen. De mødtes i Fed Cup så sent som i april, hvor Errani vandt første sæt og kun tabte andet sæt i tie break. Har det givet tro på, at det rent faktisk kan lade sig gøre for hende at slå amerikaneren? 

Det giver odds 7,00 for Errani til at vinde, men jeg forestiller mig, at hvis Serena tager første sæt, så lugter hun blod og lader ikke italieneren slippe væk, og man kan også skele tilbage til 2013, hvor disse to mødtes her i Paris og Errani fik ét parti - i en semifinale! Derfor skal der et specielt odds til for at kaste sig over denne kamp.

Onsdag 15.30
Novak Djokovic - Rafael Nadal, Nadal vinder sæt, 99 units
Odds 1,44 Ladbrokes

Det siger en del om, hvordan det er gået disse to spillere indenfor det seneste år, at vi her får odds 1,44 på, at Nadal "bare" vinder ét sæt. Vi snakker her om manden, der har vundet French Open de seneste fem år i træk og ni gange i alt! Mod en mand, som aldrig har vundet French Open!

Djokovic har været uhyggelig igennem hele sæsonen, men skulle han virkelig være i så majestætisk form, at spanieren ikke engang kommer til fadet bare én enkelt gang? Selvom Nadal måske ikke er helt på toppen, vil det kræve en enorm energi-udladning at nedlægge ham i tre sæt på grus. Det skulle være meget sært, om ikke koncentrationen vil svigte serberen i bare ét enkelt sæt. 

De har mødt hinanden her i Paris i både 2012, 2013 og 2014 og begge spillere vandt sæt undervejs i alle tre kampe.

Onsdag 15.30
Novak Djokovic - Rafael Nadal, Ingen tie break, 40 units
Odds 2,10 bet365

Man kan desuden overveje en lille satsning på denne special undervejs i kampen, hvis man skulle have lyst. Der har ikke været en eneste tie break i Djokovic' seneste otte kampe. Alle på grus. Der har været én tie break i Nadals seneste otte kampe. Alle på grus. Der har ikke været en eneste tie break i de seneste syv opgør mellem disse to. I alt 19 sæt. Er odds 2,10 på INGEN tie break så ikke højt?

Onsdag 15.30
Andy Murray - David Ferrer under 10,5 partier i første sæt, 75 units
Odds 1,40 bet365

Jeg synes ikke, at dagens anden herre-kvartfinale skal have lov at ligge og flyde uden et bud, men eftersom jeg i et anden forum har budt ind på, at Andy Murray mindst når semifinalen, synes jeg ligesom, at jeg har nok på spil på kampen og holder mig derfor fra et bud på udfaldet.

Istedet kaster jeg mig over ovennævnte, hvor første sæt gerne må ende 6-4, men så heller ikke mere. Ingen af Murrays seneste 10 kampe, alle spillet på grus, har haft mere end 10 partier i første sæt. Ingen af Ferrers seneste ni, alle på grus, har haft mere end 10 partier i første sæt. De her to har mødt hinanden 15 gange tidligere. Kun fire gange har der været mere end 10 partier i første sæt.