Video : Tipsbladet
Spil

Spilforslag til Superligaen: Tæt kamp starter søndagen

Vi er klar til at skyde en stor Superliga-søndag i gang

Søndag kl. 12.00
SønderjyskE – Hobro
X
3,60 @ bwin

Det har kun sjældent været en god forretning at spille på uafgjort i Superligaen denne sæson, hvor 12 af rækkens hold hver har spillet uafgjort mellem en og fire kampe. To hold stikker dog markant ud fra statistikken, og de mødes søndag middag i Haderslev.

Hobro har spillet hele 11 af 20 kampe uafgjort, mens SønderjyskE tegner sig for syv X’er. Og selv om statistikken selvfølgelig siger mere om fortiden end fremtiden, så viser den alligevel, at søndagens middagskamp står mellem to hold, der ikke altid formår at afgøre de tætte kampe.

Det har også været tilfældet i holdenes indbyrdes opgør, som for de tre senestes vedkommende alle er endt uafgjort. Og når det sagtens kunne være tilfældet søndag, så skyldes det også en betragtning om, at kampen er så vigtigt, at ingen af holdene tør løbe risici af frygt for at tabe den.

SønderjyskE er favoritter. De lyseblå er ganske enkelt bedre end Hobro, der har mistet Anel Ahmedhodzic, mens værterne har forstærket sig med folk som Pierre Kanstrup, Julius Eskesen, Anders K. Jacobsen og Emil Frederiksen som erstatning for Marco Rojas og uskarpe Mart Lieder.

Men SønderjyskE har også blot vundet tre af 12 hjemmekampe mod hold fra rækkens tunge ende, mens halvdelen af den slags opgør er endt uafgjort. Og når Hobro står med 1-5-6 som udebanestatistik for samme type modstander i denne og forrige sæson, så lader jeg mig friste af markedsledende odds 3,60 på et X i opgøret mellem de to eneste uafgjort-specialister i Superligaen.

------------------

Fredag kl. 19.00
EfB – FC København
2
1,68 @ NordicBet

EfB lukkede 2019 med bare én sejr i de sidste 10 kampe, og træningskampene har ikke overbevist om, at sejrsformlen er fundet. Det ligner derfor et stort sats at have udskiftet stort set alle mand i defensiven, mens angrebsforstærkning Ante Erceg altså fik flere advarsler, end han scorede mål i Brøndby.

Over for det står FC København, som lukkede 2019 ved at tage otte sejre i de sidste 10 kampe. Samtidig har man i transfervinduet hentet rutine til forsvaret og talent til angrebet, mens Løverne har sagt farvel til tre spillere, som samlet har spillet godt 600 minutter i sæsonen.

Okay, EfB står med hæderlige 4-4-4 i denne og sidste sæsons hjemmekampe mod hold fra top 6, men et krads i overfladen viser, at tre af sejrene alene var imod Brøndby. Og på den anden side har FC København altså været rimeligt driftssikre med 6-0-2 som udbytte af periodens udekampe mod rækkens bundhold.

Gæsterne er uden karantæneramte Victor Nelsson, men netop forsvaret virker godt besat. Og der er stadig lang tid til torsdagens kamp imod Celtic for FC København, der sjældent lader sig påvirke af de europæiske kampe. Jeg tror derfor, at guldjagende FC København tager den forventede sejr til overraskende gavmilde odds 1,68.