Video : Tipsbladet
Spil

Spilforslag til Superligaen: Nye prygl til Horsens?

Bashkim Kadrii er varm - og så er der måltørke i Hobro.

Fredag kl. 19.00
FC Midtjylland - OB
Bashkim Kadrii scorer
3,55 @ Unibet

OB er godt kørende med ni ubesejrede kampe i streg (6-3-0) samt bare ét nederlag i 13 ligakampe siden midten af august. Groft forenklet får fynboerne nu fuldt udbytte af de spillemæssige anstrengelser, mens de offensive problemer synes løst fra en lidt overraskende kant.

Bashkim Kadrii har nemlig kronet flere kampes spillemæssig fremgang med tre scoringer i de sidste to kampe, så totalen for sæsonens første 10 kampe er fire mål.
OB-træner Jakob Michelsen står over for sin hidtil største eksamen i det fynske genrejsningsprojekt mod FC Midtjylland, som dog sjældent formår at lukke chancemæssigt helt ned for modstanderne. Ulvene har således blot holdt målet rent i én af seks kampe under Kenneth Andersen, og det bliver ikke nemmere fredag uden karantæneramte Erik Sviatchenko i forsvaret.

OB skal med andre ord nok få chancer fredag i Herning, og til odds 3,55 er det værd at satse en skilling på, at Bashkim Kadrii scorer i tredje ligakamp på stribe for første gang siden 2014.

Lørdag kl. 16.00
Hobro - SønderjyskE
Under 2,5 mål
1,90 @ bet365

Allan Kuhn indledte sin tid som Hobro-træner med at holde åbent hus i defensiven, som dog har virket anderledes dirkefri i de sidste seks kampe med bare fem indkasserede mål. Problemet er til gengæld flyttet op i den anden ende af banen, da de gulklædte nordjyder blot er kommet på tavlen i to af de førnævnte kampe.

Heller ikke SønderjyskE sprudler for tiden med 3-5 som målscore for de sidste fem kampe, hvis den underholdende 3-2-sejr over Vendsyssel trækkes ud fra ligningen. Bedre bliver det ikke af, at Alexander Bah står foran en lang skadespause, mens både Marc Pedersen og Eggert Jonsson afsoner karantæne, så træner Claus Nørgaard skal ryste posen til lørdagens kamp.

Samtlige af Hobros seks seneste kampe er gået under linjen på 2,5 mål, mens det samme er sket i fem af seks kampe for gæsterne. Så selv om undertegnede ikke har haft det store held med mål-spil i Superligaen i denne sæson, får ”under 2,5 mål” alligevel en anbefaling her til pæne odds 1,90.

Søndag kl. 14.00
AaB - AC Horsens
2 (AHC +0,5)
2,27 @ NordicBet

Jacob Friis kom flyvende fra start med 4-1-sejren over EfB, der omsider fik aktiveret nordjydernes forventningspressede offensiv. Modsat gik det for AC Horsens, som fik ørerne i maskinen med 1-6 mod FC København i en kamp, hvor keeper Matej Delacs tidlige udvisning blev kostbar.

Det virker oplagt at smide penge efter 1-tallet, men interessen falder i takt med oddset, som siden mandag er gået fra 2,05 til 1,68. Samtidig er det værd at notere sig, at AC Horsens faktisk rejste sig på fornem vis, da holdet sidst tabte stort i slutningen af september. Her blev 0-4-nederlaget til OB nemlig efterfulgt af en 2-1-sejr ude over Brøndby.

Og så skal det med, at AaB har haft mere end almindeligt svært ved at følge sejre op med sejre. De rød/hvide har således blot fire gange i løbet af de sidste to år vundet to ligakampe i træk, mens vi skal tilbage til august for at finde den seneste enlige hjemmesejr.

Optimismen er tilbage i AaB, men selv et trænerskifte kan ikke forsvare odds under 1,70 på sejr til de hjemmesvage nordjyder, som ofte har det svært imod kompakte og fysiske stærke modstandere, der gerne stiller sig langt tilbage på banen. Værdien findes derfor i odds 2,27 på, at AC Horsens ikke taber i Aalborg.