DBU bør melde sig ud af det rådne selskab

KOMMENTAR: Den danske fodboldfan Casper Fischer Raavig fortæller her om sin store bekymring for fodboldens fremtid efter VM 2022 i Qatar.

Prøv at sætte dig til rette i stolen. Luk øjnene. Tænk tilbage. Hvad er dit første fodboldminde? Var det da Maradona scorede med guds hånd i 86. Var det EM i 92, hvor Danmark, ja, den historie kender vi jo alle. Eller var det måske VM i 98, hvor Danmark spillede kvartfinale? Der hvor Brian Laudrup lavede en legendarisk jubelscene, som også satte sig fast uden for Danmarks grænser.

Mit eget første minde var fra netop VM i Frankrig i 1998. Jeg husker kampen mod Nigeria tydeligt, det var den første hele kamp, jeg dengang som ni-årig fik set fra start til slut. Jeg kan huske Peter Møller, der spillede en af sine bedste kampe i karrieren, der åbnede ballet med sin scoring til 1-0 allerede efter tre minutter. Jeg kan huske Michael Laudrups elegante lob-assist til en netop indskiftet Ebbe Sand, der scorede på sin blot anden berøring i kampen.

Nu har jeg selv en søn på snart syv år. Han er som jeg, allerede godt bidt af fodbold og går i en klasse, hvor de nærmest alle sammen går til fodbold i samme klub. Han har snakket om VM i nogle uger nu, men der er et problem. Jeg kan ikke få mig selv til at se med denne gang. Enormt mange fodboldminder bliver skabt af slutrunder, men hvem gider mindes denne slutrunde?

For mig handler VM i Qatar om meget mere end døde migrantarbejdere og menneskerettighedskrænkelser. For mig er slutrunden det tydeligste eksempel på, at fodbolden, som vi har lært at kende den, er truet på livet. Ikke kun på grund af VM i Qatar, men på grund af måden, hvorpå de har fået slutrunden, måden hvordan alt for store dele af den samlede fodboldverden samt utallige fodboldledere blot har set stiltiende til.

Jeg må indrømme, at jeg som fodboldfan føler mig ladt i stikken. Ladt i stikken af dem, der sidder i positioner, hvor de burde gøre alt for at beskytte de værdier, der har gjort fodbold til så populær en sport. Fodbold er for alle, uanset alder, etnicitet eller køn.

Det er let at komme i gang med og der er nok mange, der kender følelsen af at se en bold og et mål og ikke kunne lade være med lige at lege Mikkel Damsgaard eller Christian Eriksen for en kort stund.

Dette års vinterudgave af en VM-slutrunde er blevet beviset på, at alle de fint nedskrevne værdier som diverse forbund og organisationer påstår at ville udbrede og værne om, er lige så meget værd, som de reformer Qatar påstår at have indført for at forbedre vilkårene for landets to millioner migrantarbejdere.

Fodbolden er nået til et punkt, hvor sportens bosser ikke længere arbejder for at værne om og udbrede sporten for sportens skyld, men derimod tillader at spillere og fans trækkes igennem sølet, ofte for at de enten personligt eller via lukrative sponsoraftaler, kan øge egen formue eller score kassen til deres hjemland eller den klub de elsker.

Og netop derfor forstår jeg stadig ikke, hvorfor spillerne ikke i større grad stiller sig på samme side som de mange fans, der synes, at grænsen er ved at være nået.

For var de ikke de blevet professionelle fodboldspillere, var det jo nok dem der havde stået på tribunerne og tiljublet de 11 helte på banen. Vi er formet af det samme.

Desværre virker det som om de føler sig mere forpligtet af at stille fodboldlederne (og deres formuerådgivere) tilfredse. Derfor bliver jeg trist, når jeg skal høre danske landsholdsspillere og Kasper Hjulmand fortælle, at de ikke skal tages som gidsler i det her. Helt uden at de forholder sig til, at det langt hen ad vejen er et selvskabt dilemma, de har sat sig i.

Kasper Hjulmand havde intet problem med at være ekstrem kritisk overfor en af landsholdets egne sponsorer, da han nægtede at stå i tøj påtrykt betting-reklamer. Og han blev helt fortjent hyldet for at vise mod og ansvar. Spillerne har selv valgt at træde ind på scenen hvad angår værdikampe, da de støttede Black Lives Matter.

Og vigtigst, spillerne har selv for få år siden boykottet landsholdet og været tæt på at kaste dansk fodbold ud i en kæmpe krise, da de ikke var tilfredse med de økonomiske vilkår for at stille op for landsholdet.

Men nu skal vi igen høre om, at det ikke er fair at de stilles til ansvar for hvor VM spilles, for de vil jo bare gerne spille fodbold. Problemet er bare, at det er der ingen, der har krævet.

Det mange fans har opfordret til, er at de har brugt den kæmpe platform de har til at rejse vigtige spørgsmål, der ikke kun handler om arbejdsvilkår i Qatar, men også om korruptionen i fodboldens højeste organ, FIFA, samt den øgede interesse for at købe fodboldklubber fra konsortier i skattely, olierigmænd og ledere af menneskerettighedskrænkende stater.

Det burde være det mindste man kunne gøre. Vær konkret. Vær kritisk. Fortæl DBU og FIFA, at nu må det være nok. Hvis spillerne stillede sig på samme side som fans, ville vi ikke kunne blive ignoreret. Heller ikke af Jesper Møller, der har været i skjul de sidste mange år.

Jeg tror international fodbold har brug for en regulær revolution.

Vi skal finde tilbage til, hvem fodbolden egentlig er skabt for. Er det de mange millioner af fodboldfans og udøverne af sporten eller grådige, egenrådige og egoistiske fodboldbosser, der forsøger at suge penge og almengyldige værdier ud af sporten, der udøver såkaldt sportswashing?

Hvad skal løsningen så være? Den kunne jo være, at aftaler i fodboldverdenen fremover bliver udformet med en række kriterier, der skal overholdes og/eller forbedres, ikke bare på fodboldniveau, men for alles bedste.

Og sker det ikke, vil det pågældende land få frataget slutrunden. På netop den måde, kan fodbold jo faktisk bruges til at forandre og forbedre samfund. Det er jo dét fodbold kan, det kan samle!

I DBU ønsker man at være en del af noget større, som mottoet lyder.

Måske var det på tide at melde sig ud af det rådne fællesskab, vise mod og ambitioner ved i fællesskab med de andre skandinaviske lande vende FIFA og UEFA ryggen, gå sammen mod den forråelse, der er af international fodbold.

Det er jo nok en utopisk tanke, men der skal noget drastisk til.

For når ikke engang DBU forstår dilemmaet i, at de ikke er i stand til at leve op til deres egen ambition, men i stedet har travlt med at skubbe fodboldens ansvar videre til politikere og erhvervslivet i et sært forsøg på at tale egen samfundsbetydning ned, så er der ikke meget håb tilbage fra dén kant.

Derfor er jeg sikker på én ting: Forandringen skal komme nedefra, startende med fans og spillere.

For hverken DBU, DIF, UEFA eller FIFA lader til at bekymre sig over, hvor stor en krise fodbolden er havnet i. Og lykkedes vi ikke med at stoppe den nedadgående spiral, så kan dette VM være starten på fodboldens undergang.