Latterligt lavt beløb: Derfor solgte de Haaland

Junior Pedroso.
Philippe Piola.
Jonathan Kebe.
Jorge Mendes.
Oscar Ribot.
Eduardo Marinho.
Rafaela Pimenta og Vincenzo Raiola.
Michael Decker.
Rafaela Pimenta og Vincenzo Raiola.
Leon Angel.

Kan I gætte, hvad denne liste handler om?

Ud over navnet Jorge Mendes og efternavnet Raiola siger disse ti navne jer måske ikke det store, men det gør de i fodboldverdenen.

Det er de agenter og chefer for agentfirmaer, der var involveret i sommerens 10 største handler, og flere af dem forstår at tage sig godt betalt.

Portugisiske Jorge Mendes og hans firma Gestifute har ifølge The Guardian ikke været under 100 millioner euro i kommission i noget år siden 2015.

Jorge Mendes (til venstre) med Cristiano Ronaldo, som Mendes ikke formåede at få flyttet denne sommer.

ONE, firmaet Mino Raiola efterlod sig ved sin død tidligere i år, scorede 30 millioner euro i kommission på Erling Haalands skifte til Manchester City, mens faren Alf-Inge fik 20 millioner euro.

Dermed var transferen for Haaland på omkring 450 millioner kroner, mens agenterne og rådgiverne fik omkring 375 millioner kroner.

Og også uden for Top 10 finder man eksempler på store salærer til agenter.

FC Barcelonas præsident Joan Laporta har tro mod klubbens traditioner bebrejdet forgængeren Josep Bartomeu for mangt og meget, og Laporta har blandt andet talt om uretmæssige betalinger.

-Vi har fundet grundløse betalinger, betalinger på falske forudsætninger og betalinger ude af trit med markedet, sagde Laporta i februar på et pressemøde, hvor man varslede, at man var ved at undersøge den tidligere ledelse juridiske ansvar for den skrækkeligt dårlige økonomi i klubben.

Barcelona er på mange måder et enestående tilfælde i moderne fodbold med nogle af de vildeste manøvrer, vi har set fra en af verdens mest populære klubber.

Men enestående er det på ingen måde, at spanske medier i sommer meddelte, at Laportas Barcelona ud over en transfer til omkring 335 millioner kroner til FC Bayern for at købe Robert Lewandowski også betalte superagenten Pini Zahavi cirka 150 millioner kroner for at have hjulpet handlen til at blive virkelighed.

Dumme agenter. Eller hvad?
Hvis ikke Haaland havde haft en frikøbsklausul på 60 millioner euro, vil jeg hævde, han kunne have været handlet til det tredobbelte.

Og hvor meget havde Lewandowskis valg af agent at gøre med, at han endte i FC Barcelona?

Agenter bebrejdes for mangt og meget, og meget af det er berettiget.

Det er forståeligt, at superagenterne ikke er videre populære, og fodboldmyndighederne arbejder i øjeblikket på en reform af branchen, der skulle have lagt låg på salærerne allerede i den forgangne sommer her i 2022.

Men for mig at se er det bagvendt at bebrejde agenterne for, hvordan transfermarkedet fungerer.

Lad os vende ligningen om og se nærmere på, hvem der har interesse i, at agenterne tjener skyhøje salærer, og at transfersummer er høje.

Ja, agenterne og de største agentfirmaer er selvfølgelig glade for at tjene mange penge.

Men i min bog skylder topklubberne de store agenter en kæmpe tak for, at få klubber nu har monopol på de nationale mesterskaber og på at nå langt i Champions League.

Agenterne har naturligvis ikke gjort det alene, langt fra, men de store klubber med flest penge har profiteret meget på, at nogle få, ofte samarbejdende agenter og firmaer har kontrol med markedet for de bedste spillere.

Det var 100 procent i Barcelonas interesse, at Robert Lewandowski valgte Pini Zahavi, kendte for at flytte de største spillere til de største klubber, som agent.

Og Manchester City har i kulissen ikke grædt én eneste tåre over, at man måtte betale nærmest lige så meget til agenterne som til Dortmund for Erling Haaland, når det dermed satte City i en fantastisk position til at få nordmanden.

Magtbalancen er forskellig fra situation til situation, fra spiller til spiller og fra klub til klub.

Men i langt de fleste tilfælde er superagenterne med deres matchende salærer et fantastisk aktiv for de største klubber, fordi markedet for spillere dermed forvandles til en konkurrence om at have flest penge, de bedste kontakter og viljen til at spille et finansielt og politisk spil.

I det spil vinder en stor klub over en mindre klub i 49 ud af 50 tilfælde, så de store klubber har intet at klage over, selvom de gerne spiller på violin og får våde kinder i selvretfærdig harme over høje agentsalærer.

Jamen så er det synd for Borussia Dortmund, ikke?

Ikke for alvor.

Man kan i hvert fald fundere over, hvorfor det blev lige præcis Dortmund, der fik Haaland i januar 2020, hvor hele verden allerede havde set, hvor utrolige fodboldevner nordmanden har.

Dortmund og den nu afdøde stifter af One, Mino Raiola, havde handlet sammen ved flere tidligere lejligheder, og ifølge lækkede dokumenter fra Football Leaks havde aftalerne været skruet sådan sammen, at Raiola havde stor indflydelse på, hvornår og hvorhen klienterne skulle sælges.

Havde andre klubber i 2020 givet Raiola og Haaland en frikøbsklausul på 60 millioner euro i sommeren 2022 og lov til at indhente 50 millioner euro til sammen i salærer? Feltet af aftagere blev i hvert fald mindre.

Så rigtig synd er det ikke, ligesom det ofte heller ikke er det for topklubber, der ude i virkelighedens verden har få stærkere allierede på transfermarkedet end de topagenter, klubberne ellers beklager sig over i offentligheden.