Det er sidste chance for selvjustits i Superligaen

I sidste uge lagde jeg mig ud med mange fodboldinteresserede, ikke mindst med kærlighed til Brøndby.

– Jeg gider ikke høre mere om fællesskab, før der er taget seriøs hånd om Brøndbys hooligan-problem, og før ejeren, ledelsen og bestyrelsen vedkender sig, at man har et medansvar for det, der er sket.

Jeg sagde ovenstående i kølvandet på balladen omkring Dortmund-FC København i sidste uge, hvor såkaldte fans med Brøndby-tilhørsforhold tævede og terroriserede sig gennem opgøret og især optakten til den på stadion og i Dortmund, hvor der blev ‘jagtet’ FCK-fans af Brøndby- og Dortmund-ballademagere i fællesskab.

Jeg er helt med på, at bøller med en eller anden misforstået loyalitet mod FCK og Hamburger SV også rotter sig sammen ved lejlighed, og at det ikke er et nyt fænomen, og at der blev kylet fyrværkeri tilbage fra FCK-afsnittet i Dortmund.

Jeg er naturligvis også klar over, at absolut ingen i dansk fodbold ønsker sig denne situation, mindst af alle Brøndby IF, der har bokset med problemerne i årevis og forståeligt nok er dybt frustrerede over, at en lille procentdel ødelægger så meget.

Men dialogen og alle forsøgene på at fremtvinge rimelig adfærd har jo slået fejl – situationen er blevet forværret, ikke forbedret.

Vi taler om
*En tur til udlandet for at tæve FCK-fans
*Optøjer og kast med fyrværkeri på stadion i Dortmund
*Hærværk på udebaneafsnit
*ydmygelser og trusler mod andre fans, som vi så i derbyet i august rettet mod unge FCK-fans
*Vold mod politifolk
*Smadrede ruder i busser og brosten efter modstanderens fans
*Jagt af FCM-ansatte på vejen efter pokalfinalen i år
*Andre Superliga-klubber, der beder ansatte oppe på tribunen i Brøndby om ikke at have tøj med klublogoer på

Jeg er overhovedet ikke til omfattende kontrol, registrering, hjemmekampe uden tilskuere eller med lukkede tilskuerafsnit og strammere lovgivning.

Men jeg må konstatere, at det sandsynligvis bliver udfaldet i en eller anden konstruktion af det arbejde, klubberne og justitsministeriet sammen er i gang med.

Det er virkelig ærgerligt, at det skal gå op i en langt skrappere strafferamme, kontrol, overvågning og manglende tillid, men der er måske heller ingen anden vej efter flere års glidebane.

For det er, hvad det her har været.

På vores side af bordet har vi muligvis været for langsomme til at erkende og bruge kræfter på dækning af de voldsomme episoder, der er blomstret op især efter corona-nedlukningerne omkring flere af de større Superliga-klubber.

Men som andre før mig også har påpeget, er der opstået et problematisk økosystem, hvor der er for stor sammenhæng mellem stemningsskabelsen og og dem, der ender i konfrontationer, slagsmål og får karantæne fra stadion.

Det kan være smerteligt at bryde de bånd, men det går ikke længere, at man holder sig tilbage i dansk fodbold af frygt for, at der bliver mere stille på stadion og tv-billederne.

Det burde være overflødigt at bemærke, men knytnæveslag, spark og jagt på andre mennesker kan bogstavelig talt være livsfarligt. Det kan ikke nedtones eller bortforklares.

Der er sandsynligvis juridiske tiltag på vej, der vil gøre det lettere at uddele stadionkarantæner og idømme hårdere straffe.

Men samtidig er der nødt til at være selverkendelse og selvjustits nu blandt alle 12 klubber i tæt samarbejde med politiet, der skal være med på at løfte de problemer, der i så fald flytter væk fra stadion.

Hvis det koster noget af stemningen, må det være sådan, hvis det i yderste tilfælde betyder kampe uden tilskuere, må det være sådan.

Det er enormt trist, og jeg bryder mig på ingen måde om regeringers, ikke mindst den danskes, hang til mere kontrol og overvågning, der er en betænkelig uvane og et demokratisk problem.

Men når fodbold bliver brugt som påskud til vold, må et fremragende danske princip som frihed under ansvar midlertidigt suppleres med yderligere tiltag, indtil vold, stoffer, trusler og hærværk ikke længere er noget, man kan forbinde med dansk fodbold.

Det ER trættende, at fodbold og fodboldfans forbindes med vold, når det i langt de fleste tilfælde intet har med virkeligheden at gøre med blot er en tålelig stereotyp.

Så meget desto mere ærgerligt har det været at se nogle få fjolser leve op til fordommene og få en al for stor rolle, og det skal ud i lyset nu og stoppes, før nogen kommer alvorligt til skade.