Kun pengene redder United fra Liverpool-skæbne

Ralf Rangnick.

Cristiano Ronaldo.

Darren Fletcher.

John Murtough.

Ed Woodward.

Alex Ferguson.

Familien Glazer.

Hvem bestemmer egentlig i Manchester United?

I Ole Gunnar Solskjærs sidste måneder som manager, der begyndte lige efter en uforståelig treårig kontraktforlængelse så sent som i juli 2021, var det efterhånden tydeligt, at den vellidte nordmand ikke sad bag rattet i Manchester United, selvom modstandernes fans elskede at synge ‘Ole’s at the wheel’ og hånligt opfordrede United-ledelsen til at holde fast i klubikonet.

Men hvem gjorde så? Og hvem gør nu?

Ralf Rangnick lød som den helt rette nye cheftræner med mandat til at finde ny mand fra sommer og stor indflydelse som konsulent.

Blæse være med, at ansættelsen af ham var det totalt modsatte af at forlænge med Solskjær i tre år og at købe målfarlige, 36-årige Cristiano Ronaldo hjem.

Men hvor står Rangnick nu? Hvad er hans beføjelser? Er han over eller under (måske?) afgående direktør Ed Woodward, fodbolddirektør John Murtough, der spiller en hovedrolle i hans ansættelse, og teknisk direktør Darren Fletcher?

Er ejerne i familien Glazer virkelig dedikeret til at lade Rangnick forme klubben, som han formede Red Bulls fodboldprojekt med deres direkte, angrebslystne stil?

Eller var Rangnick bare et fedt navn at hive frem i en klub, der elsker at tale om talentudviklingen og alle kampene i træk med mindst én egenudviklet spiller på holdet?

Men som i virkelighedens verden har de største lønomkostninger af alle 20 hold i Premier League, inklusiv de såkaldte købehold Manchester City og Chelsea, og derfor selvfølgelig skal hente verdensstjerner til, bare de rigtige og bedre end dem, man har købt siden afskeden med Ferguson?

Hvad med Ed Woodward? Manden, der hjalp familien Glazer med at købe klubben og vist nok har tænkt sig at gå som direktør som lovet efter Super League-fadæsen, selvom der siden er blevet hvisket om en uspecificeret konsulentrolle (der var den igen!)?

Er det ham, der har hånden på roret og her i sine sidste måneder har sikret Manchester Uniteds tilbagevenden til de dage, hvor man vandt Premier League og Champions League?

Torsdag offentliggjorde Manchester United, at Woodward stopper 1. februar, men der har som sagt tidligere været hvisket om en rolle til Woodward, der overlader tøjlerne på direktørposten til Richard Arnold.

Bedømt på tiden siden Alex Fergusons stop for 8½ år siden, hvor Woodward formelt har haft hovedansvaret for den daglige drift, skal man nok ikke holde vejret i forventning om, at der i skuffen på kontoret ligger den gyldne masterplan, der vipper Manchester City, Liverpool, Bayern München og Real Madrid af tronen.

Og hvad så med Cristiano Ronaldo, der det ene øjeblik prises for sit forbilledlige og inspirerende liv som professionel, noget der ifølge nogle historier med anonyme kilder har vendt kulturen helt på hovedet (til det bedre, forstås), for så i næste at have en stor del af omgivelserne på nakken for sit tydeligt frustrerede kropssprog som mod Newcastle og Wolverhampton, og historier (igen med anonyme kilder) om, at han er dybt utilfreds med Ralf Rangnick?

Og hvor står Alex Ferguson i alt det her? Hvis han, som det konsekvent fortælles, var en af hovedkræfterne bag at hente Cristiano Ronaldo tilbage til klubben i august, hvor står han så i forhold til Ralf Rangnick-ansættelsen, der på de fleste parametre signalerer det stik modsatte af Ronaldo-genforeningen? Og er det en fordel eller ulempe at have et ikon gående med stor indflydelse på kursen, blandt andet da Manchester United fra 2018 og tre år frem simpelthen forsøgte at genskabe hans regeringstid?

Onde tunger i britisk presse driller med, at det vist er Social Media-teamet, der i virkeligheden lægger den kaotiske kurs og fryder sig over sene sejrsmål af Cristiano Ronaldo i Champions  League-kampe, man burde vinde sikkert, og tårevædede afskedsinterview, der giver millioner af sidevisninger og likes.

Man får mistanken, at der ikke rigtig er nogen overordnet plan, præcis som da Manchester United tidligere på ugen tabte fortjent med 1-0 til Wolverhampton og var klart næstbedst hjemme på Old Trafford.

De efterfølgende dages historier om spilleruro og utilfredshed med Ralf Rangnick er i det store billede bare støj fra spillere, hvoraf flere nok udmærket ved, at de snart skal stoppe i klubben.

Det kan godt være, holdet bliver bedre af at sige farvel til Paul Pogba og få en topspiller ind som midtbaneoprydder til sommer.

Måske må man også indse, at Harry Maguire ikke bliver den sikre hjørnesten i forsvaret, han lignede sidste sæson, indtil han er smuldret i denne.

Det kan være, en superspiller som Erling Haaland ene mand kan gøre Manchester United konkurrencedygtig.

Men i det store billede mangler der simpelthen en plan, som rivalerne Manchester City, Liverpool og Chelsea har, og som Bayern München, Real Madrid, ja selv Paris Saint-Germain råder over i deres forsøg på at vinde Champions League og sætte sig på deres ligaer.

Hvordan spiller man fodbold, hvordan rekrutterer man, hvad skal de unge i talentudviklingen udvælges og uddannes til, og hvilke cheftrænere og sportsdirektører skal man have?

I tre år troede Manchester United, at det var en strategi og ikke bare et naivt håb, at man forsøgte at genskabe storheden fra Ferguson-æraen, som om man bare ved at genkalde sig tidligere tiders storhed havde en helt særlig vindervilje, sammenhold og karakter, som ingen underforstået havde.

Pengene, konkret det største lønbudget af alle 20 klubber i Premier League, betyder, at man ikke som Liverpool for 10-12 år siden og Arsenal og Tottenham i de seneste par år falder ud af Top 4 og helt væk fra betragtning i mesterskabskampen og Champions League.

Men før man finder ud af, hvem der bestemmer, og da ikke mindst finder en troværdig retning for projektet, kan man ikke håbe på mere end enkelte lykketræf i enkelte turneringer i enkelte sæsoner.