I sidste sæson vandt FC København langt om længe guld igen.
Men det guld kom ikke før, at Jess Thorups position sæsonen igennem havde været til diskussion blandt fans og medier, og i sidste ende altså i FC Københavns ledelse og bestyrelse op til fyringen i september.
68 point fik FC København mod FC Midtjyllands 65, altså to hold over to point i snit i en 12-holds Superliga, hvilket historisk set er nogenlunde normalt.
I dette forår kan FC København maksimalt nå op på 64 point, Jacob Neestrup står med sin første periode siden de første uger i efteråret, hvor FCK skal ase og mase for at vinde kampene, og med weekendens resultater er Viborg FF og med (meget) god vilje AGF pludselig inden for skudafstand af førstepladsen ved indgangen til maj, hvor mesterskabet skal afgøres.
Det burde måske ikke overraske, at kampen i toppen er tættere end forventet.
Viborg har trodset salgene af Justin Lonwijk, Christian Sørensen og Jay-Roy Grot samt tabet af sportsdirektør Jesper Fredberg til Anderlecht ved at score point stabilt gennem sæsonen.
FC Nordsjælland lagde forrygende ud, FC København ejede midten af turneringen, og i foråret har AGF matchet FC Københavns pointhøst.
Nu står FC København med beskedne 1,81 point per ligakamp, en pointhøst, der de fleste sæsoner ikke ville være i nærheden af nok til at vinde DM, men som altså kan vise sig at være det i den kommende måned.
Skuffende for FCK og FCN
Det vil uanset, hvordan vi vender og drejer det, være en kæmpe skuffelse, hvis ikke FC København vinder det mesterskab efter så relativt stilsikkert at have indhentet FC Nordsjælland.
Væk er sommerens og efterårets store og uforudsigelige nedture i enkelte kamp, der jo egentlig burde have kostet FCK mesterskabschancen.
Men væk er også den kværnende maskine, der fra oktober til marts moste modstanderne og spillede på et væld af offensive tangenter anført af en opblomstret Mohamed Daramy.
Apropos kæmpe skuffelser, så må det altså gøre ondt i maven i Farum.
Tre sejre, to uafgjorte og fem nederlag har foråret i ligaen budt på, og hvor det i februar og marts var uheld og sene baglæns-scoringer, der åd af pointhøsten, bliver man ikke mester af at tabe til AGF og Viborg eller af at spille uafgjort med Randers.
Andreas Schjelderup er klart savnet, især nu hvor de offensive spillere har så svært ved at score, og Benficas store udmeldinger og armbevægelser i januar, der endte med at flytte nordmandens skifte fra sommer til vinter, kan ende med at flytte pilen i den danske guldkamp.
Og flytte pilen, det gør Viborg da så sandelig i disse år.
Det er altså imponerende at sælge de største profiler, miste den indflydelsesrige sportsdirektør og så kun være tre point efter førstepladsen med fem runder tilbage.
Det var selv Leicester ikke udsat for op til deres sensationelle mesterskab i 2015/16 – her kom ingen og snuppede Jamie Vardy, Kasper Schmeichel og Riyad Mahrez.
Som vores grafik viser, har Viborg jo ligget tæt på flere gange før i sæsonen, men der er stort forskel på at være tæt på førstepladsen i vinterpausen og marts, og så at være det i maj.
Det tæller for Viborg, at man fremstår så sammenspillet, som man gør – ja her indtager man vel en førsteplads i Superligaen ud i den svære kunst at få 11 spillere og en bænk til samlet at give en større sportslig værdi, end enkeltdelene gør.
Væk må mistanken være om en døgnflue, der snart er tilbage i 1. Division igen, for det her Viborg formår både at erstatte profilerne, holde fast i konceptet og har en organisation og ejerskab bag sig, der planlægger nyt træningsanlæg, stadion og at skrue budgetterne løbende op i de kommende år.
Og det er ikke tilfældigt, jeg tager ordet 'Leicester' i min mund, for det vil være lige så overraskende, hvis Viborg efter mere end et årti som elevatorhold skulle slå sig det sidste stykke til toppen.
Alle fire hold i toppen vil se tilbage bare på den seneste måned og tænke 'hvad nu hvis' med de pointtab, de har haft.
Det gælder ikke mindst i Århus, der burde have tre-fire point flere efter første halvdel af slutspillet, hvis ikke vi er oppe på fem-syv stykker.
Vi var mange, der var skeptiske sidste forår om ledelsens vurdering af truppen som god nok til Top 6, men det var den, med et par gode udskiftninger, da så sandelig.
Uwe Röslers version af AGF er stadig ikke noget festfyrværkeri af store chancer, ja det er jo næsten absurd, at kun nedrykningskandidaterne AaB og Lyngby har scoret mindre.
Men århusianerne er med, og seks point op til guldet er en verden til forskel fra for et år siden, hvor man faldt og faldt i tabellen og til sidst var faretruende nær nedrykning.
Jævnbyrdig række
Det vil være en kæmpe skuffelse for FC København og for FC Nordsjælland, hvis de bliver overhalet af Viborg.
Men vi skal heller ikke kun afskrive det som topholdenes fiasko og svagt niveau hos de største klubber i Superligaen.
Når de store taber så mange point, som de gør, hænger det også sammen med, at bundniveauet er blevet bedre i rækken.
Fysisk og taktisk er klubberne i midten og bunden stærkere end for fem-ti år siden, så har man som tophold en jævn eller halvdårlig dag, bliver det langt nemmere straffet, end det gjorde med den brede og ikke specielt stærke bund i 14-holds Superligaen fra 2016 til 2020.
De fem sidste runder
Runde 28
AGF-Viborg FF
FC Nordsjælland-FC København
Runde 29
Brøndby IF-FC København
AGF-FC Nordsjælland
Randers FC-Viborg FF
Runde 30
Viborg FF-Brøndby IF
FC København-AGF
FC Nordsjælland-Randers FC
Runde 31
Viborg FF-FC København
Brøndby IF-FC Nordsjælland
Randers FC-AGF
Runde 32
FC Nordsjælland-Viborg FF
FC København-Randers FC
AGF-Brøndby IF
