Afslører FCM’s hemmelighed fra Brentford

FCM har held med at hente purunge toptalenter og etablerede profiler til førsteholdet. I en eksklusiv serie i Tipsbladet fortæller teknisk direktør Kristian Kjær om transferarbejdet i klubben.



IKAST (Tipsbladet): 290 millioner kroner.

Mens sommer-transfervinduet i 2025 stadig er ved at komme 100 procent i omdrejninger, står FC Midtjyllands transferforbrug de to seneste år og blinker stort.

Det er spillere som Darío Osorio, Adam Buksa, Cho Gue-sung og Dani Silva, der er kommet til, og det vil være mærkeligt, hvis ikke FCM med lethed runder 300 millioner kroner i indgående transfers siden sommeren 2023, når transfervinduet lukker 1. september.

Nu er vi så på en hylde, hvor vi kan slå en række af Europas største klubber i forhold til, at Darío Osorio synes, at den her udviklingsplatform var bedre end deres. Så lidt er der trods alt sket hos os

Kristian Kjær, teknisk direktør for FC Midtjylland

Det har kastet et dansk mesterskab og en tur i knockoutrunderne i februar i Europa League af sig.

Og midtjyderne er langt fra i mål endnu med et projekt, hvor man ikke bare ligesom i de seneste 11 år vil matche FC København, men også gerne gå forbi dem.

Manden, der står med det praktiske og strategiske ansvar for FC Midtjyllands transfers, er teknisk direktør Kristian Kjær.

Mens transfermarkedet er ved at komme i gear, har han givet Tipsbladets eksklusivt indblik i, hvordan FC Midtjylland rekrutterer, og hvilke overvejelser, der ligger bag de tusinder af valg og fravalg, der ender med at bestemme, hvordan FC Midtjyllands førstehold ser ud.

Inspirationen fra Brentford

For at forstå, hvordan FC Midtjylland rekrutterer, tager vi et smut forbi den tidligere søsterklub Brentford.

FCM arbejdede tæt sammen med Brentford fra 2014 til 2023 og har fortsat et godt forhold til Premier League-klubben i dag.

Brentfords tekniske direktør Lee Dykes fortalte i 2021 i et interview med The Athletic om, hvordan klubben har defineret 16 grundpositioner, man vil have dækket i førsteholdstruppen.

16 positioner kan måske lyde banalt.

Matthew Benham (til højre) med nu tidligere Brentford-cheftræner Thomas Frank. Benham var majoritetsejer i FCM fra 2014 til 2023, og klubberne har fortsat i dag et godt forhold. Foto: Alamy

Men i en verden, hvor det kan gå meget stærkt med køb og salg, er det sammen med spillestilen en rettesnor for, hvad truppen har brug for både nu og i de næste par år, og hvad scouts og de transferansvarlige i FC Midtjylland skal kigge efter og sortere fra.

– Når vi hakker det ned i forhold til vores spillestil, ender vi ikke på 25 forskellige typer men nærmere 16, ikke ulig hvad Brentford også har, og hvad vi talte om i vores tid sammen med dem, siger Kristian Kjær til Tipsbladet.

– Så prøver vi at regne baglæns og siger til os selv: ‘Hvis vi har den her spillestil og vil lykkes med den, hvad har vi så brug for?’ Og det gør vi, ligegyldigt om det er U/17- og U/19-holdet eller førsteholdet.

– Vi skal kunne spille med både tre og fire mand i bagkæden. Vi skal kunne spille med en sekser. Vi skal med en box-entry-otter. Og en box-entry-10’er. Vi kan også spille med en lidt mere klassisk type tier. Vi spiller med inverted wingers, vi skal også kunne spille med brede kanter, med en targetman og med en lidt mere komplet angriber, siger Kristian Kjær.

Sammenhæng med spillestilen

FC Midtjylland får ofte på puklen for at spille fysisk og direkte og at satse meget på dødbolde.

Virkeligheden er nok en anelse mere nuanceret, men hvad omverdenen ser som kritik og et problem, ser FCM internt som bekræftelse af, at man har en klart defineret stil.

Det er ikke tilfældigt, at nærmest samtlige trænere og ledere i FC Midtjylland gennem årene har talt om fysik, hurtighed, power og individuelle kvaliteter.

Det skal være nemt at lære FCM’s stil for nye spillere, så det er lettere for unge talenter fra udlandet at komme ind på holdet.

Noget, der også er en konsekvens af, at spillere bliver solgt videre hurtigere, end de gjorde for ti år siden, hvilket ikke kun sker i Danmark men i klubber i hele verden på et brandvarmt transfermarked.

– Vi vil gerne spille direkte, vi vil spille vertikalt og ikke horisontalt. Vi angriber, når vi er på bolden. Vi er intense i vores presspil. Ligegyldigt, om vi står højt eller lavt, skal vi være intense i vores presspil.

FCM-cheftræner Thomas Thomasberg har til opgave at sætte holdet og få de nye spillere til at fungere. Foto: Alamy

– Det kræver atletiske, stærke spillere. Så vi bruger genpres som offensiv i stedet for defensiv strategi. For os er det første del af angrebsspillet, hvilket vi bruger til at preppe vores spillere, så de forstår klubbens mindset. Vi skal ikke tænke det som om, at vi har tabt bolden. Vi skal vinde bolden og score. Og så er der standardsituationerne, selvfølgelig.

– Vi prøver at have tre-fire principper, og ud fra dem har vi core attributes på de her 16 prædefinerede positioner. Vi skal være enige om, at spilleren fysisk, mentalt og fodboldfagligt passer ind i vores spillestil, siger Kristian Kjær.

Internationalt potentiale og erfarne profiler

FC Midtjylland har i en håndfuld år sagt igen og igen, at man vil i de europæiske turneringer så ofte som muligt.

Nu er målsætningen at spille ligaspil hver sæson, og målsætningen fylder meget, når FCM køber ind, ligesom de gør, når FCM sælger spillere.

Franculino og Adam Buksa kommer fra hver deres ende af transfermarkedet prismæssigt, da Franculino kom på fri transfer, mens Buksa kostede i omegnen af 30 millioner kroner og en topløn i Superligaen. Foto: Alamy

Det betyder, at FCM nogle gange henter unge spillere fra udlandet, mange har svært ved at se logikken i, og som også kan tage tid, før de for alvor er i gang.

Der kunne det være mere bekvemt at hente Superliga-spillere med et kendt niveau, spillere man er mere sikker på.

Men det er med åbne øjne, FCM køber de unge spillere, og man forstår risikoen for, det ikke kommer til at fungere, fortæller Kristian Kjær.

– Det er så vigtigt for os at have et internationalt sigte, når vi scouter vores mulige rekrutteringer.

Sådan er FCM’s rekrutteringsproces
1: Identificér behov til truppen nu og i de næste transfervinduer
2: Identificér spillere ud fra 16 grundlæggende positioner og grovsortering af emner
3: Prioritér positioner, man skal hente spillere til
4: Få indsnævret feltet af kandidater per position til tre-fire spillere
5: Hvad siger trænerne og staben til kandidaterne?
6: Hvem vælger ledelsen at gå efter?
7: Forhandlinger og positionering i kampen om prioriteterne
8: Personlighedstests og slutfase i forhandlinger med spiller, agent og den anden klub
9: Vær klar til en hurtig proces, hvis der kommer uventede salg eller skader

– Vi skal kunne se, de kan klare sig i udlandet i fremtiden, som med Osorio, Franculino, Denil [Castillo], [Ousmane] Diao, og en som Valdemar Byskov, der er en af vores egne, siger Kristian Kjær.

– Når købende klubber kommer til os, skal vi have et klart blueprint, markedet kender. Man skal kunne sige: ‘Ok, med Midtjylland ved vi, vi får individuel kvalitet, pres-intensitet, fysik og fart.’ Har vi det, ved vi, telefonen en gang imellem ringer på vores topspillere, siger Kristian Kjær.

FCM er en transferklub

Det er ikke så mærkeligt, at FC Midtjylland og heftig transferaktivitet er to begreber, der ofte bliver koblet sammen.

Da FC Midtjylland blev til ved en fusion i 1999, satte klubbens grundlæggere og sportsdirektør Jens Ørgaard transfers helt ind i centrum for, hvad FCM skulle være.

Det var salg af folk som Morten Skoubo og Allan Bak Jensen, der reddede klubben fra betalingsstandsning i de første år.

Undertegnede skribent, der har dækket Superligaen i 20 år, har ofte stukket til cheferne i FC Midtjylland og kaldt det for en ‘transferklub’.

FCM’s arbejde på transfermarkedet minder ofte om, hvad vi ser i Portugal og andre lande i deres topklubber.

Kristian Kjær (til venstre) til en FCM-hjemmekamp i foråret 2024. Kjær begyndte som ungdomsscout i FCM i 2012 sideløbende med, han læste jura. Foto: Alamy

Her er store salg og jagten på de næste purunge supertalenter i centrum, selv for topklubber som portugisiske FC Porto og Benfica.

Og Kristian Kjær kan genkende meningen med at kalde FCM en transferklub ud fra den måde, klubben arbejder på.

– Ja, vi er ude med fiskenettet. Og jeg kan egentlig meget godt lide den titel, du har givet os. Jeg har det sådan, at det er meget få klubber i verden, der ikke har transfers som noget vigtigt. Og de siger, at det er vigtigt for dem. Men når du siger det på den måde, tænker jeg, at det nok er rigtigt.

– For hvis jeg skal have overtalt Osorio til at vælge FC Midtjylland, efter han har spillet 80 kampe i bedste række, er omkring det chilenske A-landshold og ses som den næste Alexis Sánchez, så skal jeg nok ikke sige, han skal spille her i resten af karrieren.

– Så kommer han nok til at tænke ‘nej, det skal jeg ikke’. Og hvis han sagde ja, hvilket Darío aldrig ville have gjort, så havde jeg hentet en spiller med det helt forkerte mindset. Når vi rekrutterer spillere, er det et positivt brand at have, at vi er en transferklub.

– Nogle kan få tanken, at når vi skriver lange kontrakter med spillerne, så sidder de og har svært ved at komme videre, selv om der kommer attraktive tilbud. Så må man bare åbne Transfermarkt og tjekke, hvornår spillere kommer hertil, og hvornår de så tager afsted igen. Prøv så at fortæl mig, om nogen overhovedet har været fanget her. Det er en god, positiv historie for os at fortælle, siger Kristian Kjær.

Indkøbene behøver ikke være perfekte

Når man ser FC Midtjyllands spillere, både fra akademiet og købt ind fra udlandet og andre Superliga-klubber, kan man ikke påstå, de er perfekte.

Enkelte er langsomme, nogle er ikke specielt gode teknikere, andre har tendens til at slå op i banen i modgang.

Nogle burde score langt oftere eller lære at slippe bolden på det rigtige tidspunkt. Indset selv spillernavne efter behov.

Og Kristian Kjær er ikke det mindste uenig.

For perfekte, det er FCM-spillerne bestemt ikke.

Men massen af det, de til gengæld kan, og det, Kjær og klubben håber, man kan udvikle især de unge til med en sæson mere, er stor.

– Der er meget få klubber som PSG, Manchester City og Liverpool, der vælger først. Men selv når en klub som Liverpool vælger spillere, vil der som oftest være noget, vi jo kan kalde en deficiency [fejl og mangler], som du gør. Og det passer egentlig rigtig fint ind til os, at det ikke er perfekt. For vi har altid været nogen, der skal forsøge at skabe noget, ingen andre har gjort på nogle forudsætninger, der på nogle områder er helt håbløse. Og hvor vi siger ‘ok, lad os få det bedste ud af det, vi har,’ siger Kristian Kjær.

FCM-cheftræner Thomas Thomasberg har arbejdet med Darío Osorio og Franculinos taktiske og defensive formåen. Foto: Alamy

– Nu er vi så på en hylde, hvor vi kan slå en række af Europas største klubber i forhold til, at Darío Osorio synes, at den her udviklingsplatform var bedre end deres. Så lidt er der trods alt sket hos os, siger Kristian Kjær og smiler.

– Det at gøre en spiller bedre, at arbejde med mennesket bag, få ham til at blive klogere på sig selv, det passer jo perfekt til dem, vi er. For sådan har klubben her været siden 1999. Den aggressive tilgang til vores plads i verden. Der passer det perfekt at få nogle folk ind, der er uperfekte men sindssygt spændende på nogle bestemte punkter, siger Kristian Kjær.

Ifølge Tipsbladets oplysninger tilbage omkring transferen i august 2023 af Darío Osorio fra Universidad De Chile havde AC Milan haft Darío Osorio forbi et kort træningsophold og forsøgt at købe chileneren fri, mens også RB Leipzig og en række andre topklubber i Europa forsøgte at overtale Osorio til et skifte, hvor den unge chilener altså valgte FCM i stedet.

Meget bevidste om spillersalg

Det med den manglende perfektion strækker sig også til det kulturelle.

Flere andre Superliga-klubber henter meget nødigt spillere, der ikke fra første dag taler fornuftigt engelsk.

Sådan er det ikke i FCM.

Her har man helt bevidst har hyret mexicanske Rodrigo Prieto, tidligere professionel i hjemlandet og nabolandene, som hjælpetræner og bindeled for de spansk- og portugisisktalende spillere, og flere scouts og analytikere i staben har også et af de to sprog som modersmål.

Castillo_Denil
Denil Castillo ved præsentationen i FC Midtjylland i sommeren 2024. Foto: FCM

– Hvis nu vi kun skulle gå efter spillere, der kan tale engelsk, ville vi jo aldrig nogensinde få Diao, Franculino, Osorio og Denil. Man kan jo vælge at sige, at langt større klubber end os betaler for akklimatiseringen til Europa, for engelsk-undervisningen. De lærer sproget, lærer at møde til tiden, at gå på kommunen, alt muligt lavpraktisk.

– Det er jo noget af det, storklubberne i Europa betaler os for. Lad os kalde det uddannelse, hvor vi gør dem klar. For det er også de store klubber, vi gør spillerne klar for, ud over for os selv, siger Kristian Kjær.

– Hvis man erkender, man har den plads på markedet, kan man også få det bedste ud af det. En erkendelse af, at vi udvikler og forædler de her unge mennesker, så de bliver klar til større adresser.

– Vi har en track record med at sælge til større ligaer, hvor spillerne i langt de fleste tilfælde præsterer. Det hjælper, at vi kan det samme, som klubber som Zagreb, Red Bull i Østrig og Sjakhtar Donetsk i Ukraine har været i stand til.

I næste afsnit kan I læse mere om, hvordan FC Midtjylland bruger data i rekrutteringen og kobler det til valgene af spillere. Og skulle nogen være i tvivl, er FCM og fodboldverdenen kommet noget længere end til Table of Justice og xG.





Afslører FCM’s hemmelighed fra Brentford



LIVE

TransferLIVE: Aftale på vej? Eksamen mod Brøndby


Storklub tilbyder Eriksen toårig kontrakt

På vej væk – Kvistgaarden fraværende for Brøndby

Pogacar hylder Jonas: Her er han bedst i verden

Kreativ transfer-løsning?

FC Barcelona-stjerner i chok

Falk går markant ned i løn i OB: ‘Kæmpe tak, FCK’

TV 2 opruster med tidligere Bjarne Riis-stjerne


EKSKLUSIVT

Afsløring: Kæmpe FCK-scoop – Elyounoussi forlænger


Tysk komet endt i OB: Zorniger med klar besked

Afslører: Thomas Frank er interesseret i ham

Tour de France – 1. etape

Den helt rigtige Højlund-beslutning



EKSKLUSIVT

Vildt FCK-scoop: ‘Det største talent i årevis’


Arbejder på Matt O’Riley-transfer

Megatransfer på vej?

Afsløring: Kvistgaarden nærmer sig Norwich-skifte 

Afsløring: Sønderjyske køber Pachanga Kristensen

Superliga-klub smadrer transferrekord


Claus-Steinlein Superligaen Benjamin-Schmedes Sune-Smith-Nielsen FCK FCM BIF Brøndby FC-Midtjylland FC-København TRANSFER

Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2025


Dansker færdig i Galatasaray

Mystisk: Dansk målmand solgt af tidligere ledelse

Holger Rune-lejr afviser: Det er fake news

Oasis hyldede Diogo Jota under genforeningskoncert

Historisk dansker – første gang siden Kim Milton

Her fejler de fatalt på transfermarkedet

– Jeg er stærkere end nogensinde



Femkløver vil væk fra Manchester United

Tv-station beklager brøler i Diogo Jota-udsendelse

Færdig – Andreas Bruus på klubjagt

Nye rygter: ‘Eriksen passer perfekt ind’

‘Jeg ville så gerne have ham til Brøndby’


EKSKLUSIVT

Dansker i helt vildt skifte – Frank Arnesen jubler


Nu bliver FCK nødt til at tage det alvorligt!

Indleder forhandlinger om Brøndby-profil i dag

Bud afgivet på dansk komet: Vil have over 45 mio.

Lover transfers

Hemmeligt møde: Er dette Eriksens næste klub?

“Et kup” at hente dansk angriber

Blæst bagover: ‘Så ville han koste 750 mio.’



Helt vildt – dansk målmaskine tæt på kæmpe rekord

Falk er den bedste, jeg nogensinde har spillet med

Chelsea booker semifinale ved VM

Kvalitet slår held i irsk Rover-derby

– Vi kan udfordre de bedste

Tæt på Barca-spiller – bremser det Eriksen-skifte?

– Han kan blive vigtig

Kæmpe stjerne bliver Oliver Sonnes konkurrent

Danmark taber knebent til Sverige

Chelsea og Barcelona får enorme bøder

Bo Henriksen forudser gigantisk transfer

FC Nordsjælland sælger Dorgeles



Thomas Partey tiltalt for voldtægt

Derfor giver én type transfer særlig mening

Slut – øv, Danmark: Smalt nederlag