Video : Tipsbladet
Champions League

Optimistisk Neestrup: Derfor har vi en chance

Selvom Manchester City er verdens bedste hold, er Pep Guardiolas mandskab ikke uden svagheder. Sådan lyder det fra Jacob Neestrup, der tirsdag aften vil se den samme mentalitet, som FCK-spillerne viste i efterårets gruppekampe.

PARKEN (Tipsbladet): Efter et par minutters forsinkelse kommer de ind og tager plads på scenen foran et proppet presserum. 

Rasmus Falk og Viktor Claesson med seriøse miner, cheftræner Jacob Neestrup i en lidt mere smilende udgave. 

I morgen aften spiller FC København en af de største kampe i klubbens historie, når de forsvarende Champions League-vindere fra Manchester City kommer på besøg i Parken. 

Og selvom det på mange måder ligner en umulig opgave mod Pep Guardiolas superhold, så er Jacob Neestrup ikke i tvivl om, at Manchester City også har svagheder, selvom de er verdens bedste hold. 

- Alle hold har styrker og svagheder. Og uanset hvor store og små de er, så har man i hvert fald altid en chance. Jeg vil ikke komme specifikt ind på det (Citys svagheder, red.). Jeg tror, at den største mulighed ligger i at være os selv. Vi spiller med det samme mindset, som vi har gjort i de seks gruppespilskampe.

- Vi ved godt, at det er et rigtigt, rigtigt godt hold, vi skal spille mod i morgen. Men ligesom med Galatasaray, Bayern München og Manchester United, så har de også kun to fødder og to ben, ligesom vores dygtige spillere. Så vi spiller vores mulighed, og den er til stede.

Alle hold har styrker og svagheder. Og uanset hvor store og små de er, så har man i hvert fald altid en chance.

Jacob Neestrup
Cheftræner, FC København

Og hvad er så succeskritieriet for FC København mod Erling Haaland, Kevin De Bruyne og de øvrige superstjerner? Her lægger Jacob Neestrup ikke skjul på, at det vil være en succes for 'Løverne' at undgå et nederlag.

- Det perfekte resultat er en sejr. Et godt resultat er jo en uafgjort. Og så er det klart, at du kan levere en god præstation uden at nå i mål med resultatet.

- Min pointe er bare, at vi spiller kampen ud fra præcis samme præmis som de seks gruppespilskampe. Det er der vores mulighed ligger, siger Jacob Neestrup. 

Tirsdagens Champions League-ottendedelsfinale mellem FC København og Manchester City sparkes i gang klokken 21.00. Returkampen spilles i Manchester onsdag den 6. marts.