Video : Tipsbladet
Premier League

Udpeger historiens bedste angriber: Som en gud

Rasmus Højlund ser Cristiano Ronaldo som historiens bedste fodboldspiller, men den danske stjerne peger på en anden legende som den bedste rendyrkede angriber nogensinde.

Rasmus Højlund har ved flere lejligheder peget på Cristiano Ronaldo som sit store idol, men den danske landsholdsstjerne vil ikke pege på portugiseren som den bedste centerforward nogensinde. 

Det fortæller Højlund i et interview med Sky Sports, hvor den danske angriber i stedet peger på den brasilianske legende Ronaldo. 

- Jeg ville sige Cristiano, men Cristiano var også kantspiller, så hvis jeg skal pege på en rendyrket angriber, så er det nok 'R9', vil jeg sige. Han kunne det hele, så jeg er nødt til at pege på ham, lyder svaret fra Rasmus Højlund. 

I interviewet udtrykker journalisten overraskelse over Højlunds valg, da brasilianske Ronaldo havde sin storhedstid inden danskeren blev født i 2003. 

- Men jeg har spillet i Italien, og jeg var nødt til at se ham, for han er mere eller mindre en gud der, på grund af hans tid i Inter og senere i AC Milan. Han var speciel. Et talent, lyder forklaringen fra Rasmus Højlund, der samtidig understreger, at han ser Cristiano Ronaldo som den bedste fodboldspiller overordnet set. 

I interviewet bliver Rasmus Højlund også bedt om at udpege sit eget favoritmål i karrieren indtil videre. 

- Mit andet mål mod RB Salzburg i Østrig, hvor jeg spillede for Sturm Graz. Jeg kan huske, at de i midtugen havde slået Liverpool i en træningskamp. De virkede til at være en hård modstander, og alle frygtede dem. Vi skulle møde dem på hjemmebane, og jeg scorede to mål og vi vandt med 2-1. 

- Det mål var bare virkelig godt. Jeg tog den fra midterlinien og prikkede den forbi en forsvarsspiller og sendte den helt op i krogen. Det er nok mit favoritmål, for det betyder meget for mig. Det var nok der, hvor jeg slog mit navn fast i fodboldverdenen, lyder det fra Rasmus Højlund. 

I denne sæson er Rasmus Højlund indtil videre noteret for 13 mål i 36 kampe for Manchester United, herunder syv scoringer i 24 Premier League-kampe.