Video : Tipsbladet
Premier League

Bekræftet: West Ham vinker farvel til David Moyes

Efter fire og et halvt år i West Ham er David Moyes efter sæsonen færdig i London-klubben

Skotske David Moyes og West Ham har i fællesskab besluttet at gå hver til sit efter sæsonen.

Det skriver Premier League-klubben på sin hjemmeside.

Skottens kontrakt har udløb efter denne sæson, og den vil ikke blive forlænget.

- Jeg har virkelig nydt at arbejde sammen med alle i West Ham, og jeg vil gerne takke bestyrelsen for at give mig muligheden for at træne i denne fantastiske klub, siger Moyes.

Det er blevet til fire og et halvt år for West Ham med David Moyes i spidsen.

Tidligere har 61-årige Moyes stået i spidsen for klubber som Everton og Manchester United, ligesom han har været i spansk fodbold og trænet Real Sociedad.

I West Ham har han ført klubben til det første trofæ siden 1980, da holdet i sidste sæson vandt Conference League efter en finalesejr over Fiorentina.

- På vegne af alle i West Ham vil jeg udtrykke den største tak til David for det bidrag, han har ydet til fodboldklubben i hans tid som manager, siger West Ham-medejer David Sullivan.

Den seneste tid har dog ikke været god for West Ham og 61-årige Moyes. Holdet er uden sejr i en måned, og senest blev det søndag til et 0-5-nederlag på udebane mod Chelsea.

/ritzau/