Video : Tipsbladet
Superliga

Overtro? Rösler og Kent Nielsen holdt fingrene væk

Hverken Uwe Rösler eller Kent Nielsen var interesseret i at røre ved trofæet, da der på onsdagens pressemøde inden pokalfinalen skulle tages billeder. Det er noget, som man skal gøre sig fortjent til, lyder det fra de to cheftrænere.

PARKEN (Tipsbladet): Dagen før pokalfinalen i 2017 rørte daværende Brøndby IF-cheftræner Alexander Zorniger trofæet, da der skulle tages billeder på det traditionelle pressemøde inden pokalfinalen. 

Brøndby endte efterfølgende med at tabe med 3-1 til FC København, og året efter lyttede den tyske cheftræner så til sin anfører, Johan Larsson, der af overtroiske årsager ikke ville røre trofæet. Her endte Brøndby med at slå Silkeborg i pokalfinalen.

Johan Larsson udtalte dengang, at man skal gøre sig fortjent til at løfte trofæet, og den tilgang er Uwe Rösler helt enig i. AGF-bossen var således klar i mælet, da Tipsbladet på onsdagens pressemøde spurgte, om Rösler havde rørt trofæet, da der skulle tages billeder på plænen i Parken. 

- Jeg rørte ikke trofæet, nej. Jeg ønsker at gøre mig fortjent til det. Vi skal gøre os fortjente til at røre trofæet, lød svaret fra Uwe Rösler. 

Silkeborg IF-cheftræner Kent Nielsen, der inden pressemødet på Parkens plæne stod og hyggesnakkede med Uwe Rösler, var heller ikke interesseret i at røre ved pokalen. 

- Uwe er en klog fyr og han har en dyb respekt for fodboldsjælen, og det synes jeg, at der er en fin pointe i. At man siger, at det her skal vi gøre os fortjent til. Begge klubber har gjort sig fortjent til at stå her, og nu kommer så den store battle om, hvem der også gør sig fortjent til at løfte den, lød det fra Kent Nielsen. 

For 10 år siden stod Kent Nielsen også i en pokalfinale, hvor han som AaB-cheftræner vandt med 4-2 over FC København i Parken. AaB vandt 'The Double' i den sæson, og den bedrift er Kent Nielsen selvsagt særdeles stolt over. 

- Jeg har et kontor, hvor medaljerne hænger. Der hænger også et holdbillede. Og der hænger også et billede, hvor vi står med begge pokaler, lød det fra Kent Nielsen. 

Den 62-årige cheftræner er kendt for altid at stå i træningsdragt på sidelinien, men til pokalfinalen i 2014 var Kent Nielsen for en sjælden gangs skyld iklædt et jakkesæt. Her dagen inden pokalfinalen ville Kent Nielsen dog ikke afsløre sine tøjplaner til morgendagens finalebrag mod AGF.

- Jeg ved godt, at det er en teaser, men skal vi ikke sige, at folk må tune ind på DR1 og så få svaret en time før kampen, lød det med et glimt i øjet fra Silkeborg-bossen. 

Det er torsdag klokken 17, at AGF og Silkeborg IF mødes i pokalfinalen.