C/N. Børnelokkeren revisited.

I dag kan man i diverse Berlingske medier læse et uddrag fra Per Nielsens kommende bog “4 Per Nielsen – Brøndby for evigt”. I uddraget fortæller Per Nielsen om en længerevarende zombie-tilstand. Per Nielsens situation fik mig naturligvis til at tænke på en klumme, jeg skrev for et stykke tid siden, da Kasper Bøgelund stoppede i efteråret 2012. Klumme har været lidt on- og offline i et stykke tid, men her er klummen fra dengang:

”Forleden dag blev AaB-OB aflyst på grund af sne. Det er der ikke noget specielt ved udover, at aflysningen også aflyste den stille afskedssalut, som AaBs Kasper Bøgelund Nielsen havde planlagt. Kasper Bøgelund har i et stykke tid været en ret ligegyldig spiller, ligesom at skader altid har plaget ham. Derfor var han også afklaret omkring hans karrierestop. Som han udtaler til 24timer i dag:

”Jeg har haft mange skader gennem årene. Min krop har vist sig at være ret skrøbelig. Jeg kan ikke længere komme op i de omdrejninger, som jeg gerne vil, så jeg er meget afklaret med, at fodboldlivet nu er slut. Det næste halve år vil jeg bruge på at slappe af og finde ud af, hvad jeg skal lave i fremtiden”.

Jeg husker stadigvæk da teenageren og midtbanespilleren Kasper Bøgelund skifter til PSV Eindhoven. PSV havde godt nok tidligere prøvet danske teenagere af, så som Jeppe Tengbjerg og Thomas Thorninger, men jeg husker det som særlig at danske teenagere skulle til at professionaliseres som 16-17 årige. Siden Bøgelund-skiftet er alle ting blevet langt mere professionaliseret, og har taget til i omfang. Røde tråde, teenagere på førsteholdet, viden, penge. Man kan i dag muliggøre den store drøm. For ganske få mennesker.

For et stykke tid siden anbefalede jeg en artikel om NFL-stjernen Junior Seaus vej til selvmordet. Udover at være lang og særdeles velskrevet, så beskriver den også, hvordan Seau brydes ned og slår fejl som familiefar, som kæreste, som forretningsmand, som forsøger. Det der falder mig mest for brystet, er hvordan at Seaus selvværd og selvtillid forsvinder fordi han ikke er aktiv mere. Hans struktur og tryghed er forsvundet. Som topatlet i en sportsgren med så meget på spil er alt koordineret og koreograferet til mindste detalje fra en meget tidlig alder. Træning, film, rejser, shopping, fans, groupies, pres, medier, kammerater, hoteller som naturligvis munder ud i en ultimativ forskel på sejr eller nederlag.

Seaus historie kan virke meget ekstrem, fordi han repræsenterer og prøvede en hel pallette af negative konsekvenser (druk, gambling, konkurs) der kan dukke op i efterlivet. Der er endda også en fysiologisk konsekvens, man producerer simpelthen man mindre adrenalin og endorfiner, så humørsvinget er uundgåeligt. Junior Seau er det ultimative eksempel på hvad konsekvensen er, når man begynder at professionalisere børn og unge i en tidlig alder. Og dét han har tilfælles med danske fodboldspillere, er at han simpelthen ikke har lært andet end fodbold. Når man laver røde tråde, fodboldakademier og spejlinger af en professionel fodboldspillers liv, så lærer man dem at sejr og nederlag er det samme som rigtigt og forkert. Og det er en, blandt mange, idéer som virker i et professionelt sportsliv, men næppe i den virkelige verden. Når klubberne i de senere år er begyndt at bygge fine akademier og fodboldskoler så har det en negativ, social konsekvens. Ikke bare for dem der ikke bliver valgt fra tidligt, de kan heldigvis nå et andet liv, men især for dem der lykkedes. Hvad skal de bagefter? Det er ikke noget man har lært i den skole, de prioriterede i deres ungdom.

En hæderlig Superliga-spiller tjener ikke mere end en hæderlig mellemleder i en dansk virksomhed, men spilleren har kun et meget begrænset tidsrum, hvor han tjener den slags penge. Det kan meget vel være den højeste løn, han nogensinde tjener i sit liv, for arbejdsmarkedet ikke skriger efter ufaglærte mennesker, hvis bibeskæftigelse og supplerende kompetencer begrænser sig til powershopping og Playstation. Og der er trods alt et begrænset antal pladser for TV-fodboldeksperter og Key Account Managers indenfor sponsorsalg. Selvom Johnny Olsen nok var blevet ansat på en mindre dansk kabelkanal i stedet for lastbilen. Der findes allerede tilfælde, hvor det ikke er gået så godt. De fleste husker måske bistandsmodtageren og AGF’eren Gunnar Lind eller Bomber-Bo Nielsen, der vist nok tilbragte sine sidste Silkeborg-dage liggende på sofaen og kiggede op i loftet. De tilfælde vil der utvivlsomt komme flere af.

Jeg hører ofte historier om, at livet som fodboldspiller er indholdsløst og kedeligt. Men det er formentlig dem, der har det sådan nu, som vil have det nemmeste med det videre karriereforløb. Det er dem som ikke kunne forstille sig og lave noget andet, og samtidig har et højt privatforbrug man skal være bekymrede for. Da jeg første gang hørte at Michael Tørnæs havde et kælenavn som ”Gucci-Michael” tænkte jeg straks ”Arme fyr”.

Løsningen er ikke simpel og koster naturligvis penge. Det jeg også hører, er at spillerne har brug for mere coaching. Ikke agent-venlige råd eller mentalcoaching på William Kvist-måden, men god (og kritisk) rådgivning om alt fra, hvordan man egentlig gebærder sig i samfundet til små personlige issues. Det er ikke alle spillere, der har råd eller får prioriteret det rigtigt, men det burde være noget som kunne tilknyttes som en del af Spillerforeningen, eller et forhandlingspunkt næste gang der skal overenskomstforhandles. Derudover bør man udvikle bedre outplacementprogrammer, eksempelvis som i hæren, hvor der er pæne muligheder som voksenlærling efter endt tjeneste. Og netop soldater og fodboldspillere har jo visse ligheder i forhold til psykologi, uddannelse og læring.

Det sociale ansvar ligger overordnet hos DBU. De skal tage det institutionelle ansvar. Det er dem der har midlerne og ressourcerne, men det er også dem der har sat det hele i system til at starte med. De bør lukke ringen ordentligt for alle implicerede.

Vi har som fans også en pligt til at hjælpe. Det var os, der ville have dét bedre landshold til at begynde med.
Kasper Bøgelund skal selv finde ud af hvad han vil. Når han starter med at sige at han vil slappe af, så lyder han som min morfar da han gik på folkepension. Han tager fejl. Livet starter nu, og terminerne skal stadigvæk betales. Held og lykke, Kasper.”

Her kommer editors notes så.

Der findes visse outplacementprogrammer via Spillerforeningen i form af study4player og job4player. Fjernundervisning og online akademier er også en del af løsningen. Det er gode ting. Men Per Nielsen er et glimrende eksempel på, at det ikke er nok. Det er vejen hen til tastaturet, der er svær. Og så de voldsomme ændringer i hverdagen. Vi har fortsat brug for en generel diskussion om, hvad der skal ske med de spillere og ikke mindst ungdomsspillere, der ikke klarer cuttet eller overgangen. Outplacementprogrammer er på et eller andet punkt bare en lappeløsning. Og især hvis det er tilrettet længerevarende uddannelser.

Per Nielsen var, og er, ikke Peter Madsen (Jurastuderende red.). Der findes masser af spillere, som ikke har en studenterhue. Så de ved ikke helt hvor den trykker, før de selv føler, at det er for sent. Det er det ikke, men det kan være enormt svært, hvis man har levet i nuet høj på adrenalin. For lige pludselig er man bare Per Nielsen fra Brøndby, og ikke Brøndby’s Per Nielsen. Men Per Nielsen, men et tryk på n’et som i normal.

Det er en verden udenfor . The Brøndby Redemption.

MLK