Sunderland under ombygning

Af Martin Svarre Christensen

I det nordøstlige England ikke langt fra grænsen til Skotland. Der ligger en by med et Premier League-hold, hvor der ikke langt imellem skandalerne. Her snakker vi både på og uden for banen. Der er selvfølgelig tale om Sunderland AFC, som de seneste sæsoner mest af alt har virket som en patient der holdes kunstigt i live, og som gang på gang redes på målstregen.

Siden oprykningen til den bedste engelske række i 2007 er det blevet til ni sæsoner i Premier League (inklusiv den indeværende sæson). Det er placeringsmæssigt ikke blevet bedre end en 10. plads i 2010/11-sæsonen, men i de resterende sæsoner har de rodet rundt nede på de knap så sjove pladser.

Sunderland er egentlig en klub, som jeg personligt er godt tilfreds med, er tilstede i Premier League. Det er en traditionsrig klub, der også indeholder de passionerede fans af 'Mackems', som har visse ligheder med de evige rivaler fra Newcastle og deres 'Geordies'. The Mackems kan været en stor styrke for Sunderland-holdet, når det går godt, men er ikke bange for at ytre deres utilfredshed, når det går skidt. Hvilket vi også har set blive eksekveret på the Stadium og Light, når de ikke "gider mere pis".

Men jeg kan som sagt godt lide Sunderland. Eksempelvis da de samlede over £2.000 ind til blomster til fru Advocaat, fordi the Dick himself (altså Dick Advocaat) havde lovet konen, at han ville gå på pension. Han ombestemte sig og forlængede med Sunderland. Det er sgu god stil af fansene må jeg indrømme.

Men hvorfor bliver Sunderland ved med hænge fast i suppedasen, og kun akkurat lige slæbe sig over den forjættet målstreg, kendt som nedrykningsstregen, år efter år? Det kan da ikke kun være uheldige valg af trænere og spillere, der er forklaringen. Vi ser jo gang på gang andre klubber med meget mere begrænset setup stryge forbi Sunderland og blive mere eller mindre etableret i Premier League.

There is something rotten in the state of Sunderland

Der er noget fundamentalt galt i Sunderland, og det handler blandt andet om den fodboldkultur, der hersker i klubben. Helt fra da Steve Bruce var manager over Martin O'Neill til Paolo Di Canio og Gustavo Poyet, har der floreret rygter om, at spillernes indstilling og deres selvforestilling som klub, har været helt hen i vejret. Jeg prøver ikke at frede nogle af de tidligere managere i klubben, men det er da påfaldende, at der ikke har været én af de mange, de har prøvet, som har opnået noget nævneværdig succes. Paolo Di Canio udtrykte det, som at der hersker en arrogant og ignorant kultur i spillertruppen.

Ligeledes har en anden tidligere manager, Gus Poyet, for nyligt udtalt, at der var noget grundlæggende i Sunderland, som gjorde det svært at opfylde det potentiale, der utvivlsomt ligger i klubben. Det virker som om, at man i klubben lukker øjnene for de åbenlyse problemer der er, og at man tyr til de kortsigtet løsninger, og håber det går bedre næste gang. I mange år er den siddende manager blevet fyret efter forholdsvis kort tid, og den indkommende manager har så skulle starte forfra fra nul med den gamle trup.

Gentag dette gang på gang, og det bliver måske mere tydeligt, hvorfor spillet på banen ofte ender med at se håbløst ud. For hver træner bliver der gravet et spadestik dybere ned i det hul, som Sunderland ser ud til at befinde sig i.

Men er der håb?

Vi har altså at gøre med en kultur, men også en ledelse, der virker til ikke at tage opgaven seriøst, og det er ofte kun lige før lukketid, at man gør sig umage. Det er ikke særlig bæredygtigt for en professionel fodboldklub. En anden klub, hvor det bare ikke fungeret hverken i spillertruppen eller helt inde i kernen af klubben, er Aston Villa. Og vi kan jo se hvordan det er gået.

Men ... der er måske lys at skimte i horisonten for Sunderland, men det vil muligvis kræve at det bliver værre, før end det bliver bedre. Man skal væk fra de kortsigtet pis-i-bukserne-løsninger, og tage de uundgåelige tæsk det formegentlig kræver. Her tænker jeg især på en nedrykning til Championship, som kan give anledning til at få møbleret om. Lige nu er nedrykningen evigt truende, og det lader til at tynge en hver form for positiv udvikling i Sunderland.

Man skal vælge en træner og blive med ham i minimum et par år. David Moyes kunne i mine øjne meget vel være svaret, men han skal bakkes 100% op, og have tid og lov til at få ryddet op. Han kan, som Sam Allardyce var i gang med, inden hans landstrænereventyr, tilføre noget disciplin og rygrad til truppen. Men det vil tage tid.

David Moyes skal i denne proces finde sine løjtnanter i truppen, som kan være den føromtalte rygrad. Spillere, han kan stole på, og som de andre kan læne sig op ad. Jermain Defoe kunne være en af dem, alt efter hvor mange år, han har tilbage af karrieren.

Men også spillere som Lamine Koné (hvis han har fået EVerton ud af hovedet), den unge målmand Jordan Pickford og især en Jan Kirchhoff skal han efter min mening satse på. Kirchhoff kan fra sin tid i Bundesligaen være med til at indføre denne professionelle kultur. Men alle disse skal være kulturbærere fremadrettet. Dette skal så krydres med unge spillere af egen avl, som man via dette setup kan være med til at forme og indgyde en sund klubkultur i.

Sidst men ikke mindst, så har Sunderland altid mange skader, som ikke ligefrem skaber stabilitet på et hold. De skal finde ud af, hvordan de får bugt med dette fænomen. Jeg tror, mulighederne er der for klubben for at komme på benene igen, men om viljen er i klubben til at ofre det, der kræves, kan jeg godt have min tvivl om.