- Er et kæmpe scoop for Lyngby og Superligaen
Foto: IMAGO
Superliga

- Er et kæmpe scoop for Lyngby og Superligaen

Lyngby er stadig i en svær situation i bunden, men det er et scoop for klubben og for Superligaen at få en kapacitet som David Nielsen tilbage på trænerbænken.

Det gik stærkt, rigtig stærkt, for Lyngby at få hyret David Nielsen som ny cheftræner.

Og sikke et scoop, det er for Lyngby.

Magne Hoseth blev fyret i fredags, og hvis nogen skulle være i tvivl om, om undertegnede overdrev ved at beskrive situationen som kritisk for Lyngby i fredags, gav Superliga-holdet helt selv svar ved at tabe 2-4 til Hvidovre efter at have ført 2-0 ved pausen i søndags.

Lyngby er på rekordtid gået fra 2023's positive overraskelse til en lige så god dumpekandidat som Vejle Boldklub, der fik 1-1 på Brøndby Stadion få timer efter Lyngbys pinlige hjemmebane-nederlag til den mest undertippede oprykkerklub i mere end et årti.

Det er ikke fikset med et trylleslag ved at hyre David Nielsen, men er der bare lidt af magien fra det første ophold i Lyngby eller AGF-tiden tilbage, er Lyngbys overlevelseschancer med en enkelt ansættelseskontrakt blevet markant bedre.

Lyngby får den træner, man gerne vil have: En træner, der som få andre med dansk pas formår at få sine spillere med sig og mod et mål, der her med al tydelighed er overlevelse i Superligaen.

Glem tredjepladsen i 2017 – kravene i Superligaen i dag er endnu større, holdene kan mere, og Lyngby skal genfinde måden at vinde kampe på efter tre rædsomme runder i 2024, der har været det rene jammer og efterlader Lyngby som det lige nu svageste hold i rækken.

Skal man være skræmt af Nielsens kort ophold i græske Kifisia?

Nej, Lyngby skal nærmere være glad for, den græske oprykkerklubs ejer og ledelse ikke havde mere tålmodighed med den danske træner, der under voldsomt svære omstændigheder langsomt var ved at dreje en svær situation i bunden til det bedre.

På Lyngbys hold der på så skidt vis tabte til Hvidovre finder vi stadig adskillige navne som Magnus Jensen, Willy Kumado, Casper Winther, Tochi Chukwuani og islændingene Kolbeinn Finnsson og Andri Gudjohnsen, mange andre Superliga-klubber kunne bruge, så råmaterialet er der stadig.

Og sikke et drama, der venter i de sidste 12 runder.

Vejle har fået offensivt bid med tiltrængt hjælp til German Onugkha i front, OB, Randers og Viborg har vundet mindst én kamp i de første runder og ser mere sammenhængende ud end Lyngby, så der bliver brug for al Nielsens efterhånden betydelige trænererfaring.

Nu har man en træner med al den personlige pondus, ledelsen, noget kontroversielt, ikke mente, Magne Hoseth havde, og om det så kan redde situationen med det efterslæb, Lyngby i spillet ser ud til at have, får vi første indikation på i Parken på søndag.

Og sikke et scoop, det også er for Superligaen. Det overraskede mig, at ingen i udlandet tog David Nielsen før Kifisia, og Lyngby må prise sig lykkelig for at få lokket succestræneren hjem igen.

Bundkampen er lige blevet endnu mere spændende, end den allerede var, og så finder vi i de tre næste måneder ud af, om Lyngbys ledelse har rettet den fejl, den selv hævder, Magne Hoseths ansættelse var, eller om der er meget mere at komme efter.