Ender din klub med Serghei Dadu eller Edin Dzeko?
Foto: Polfoto
Generelle

Ender din klub med Serghei Dadu eller Edin Dzeko?

Kontakter og personlige agendaer trumfer tit talent, hvilket vi igen får at se i de sidste fire dage i vinterens transfervindue.

I de sidste dage i et transfervindue kommer der handler, ingen forstår. Som da         SønderjyskE for et år siden hentede den ukendte angriber Rubin Okotie fra Austria Wien, som kvitterede med 11 mål og overlevelse i Superligaen. Eller da Roman Abramovitj for fire år siden gennemtrumfede et køb af Fernando Torres for 500 mio.  kroner, selvom enhver med en internetforbindelse vidste, at forwardens knæ var kaput.

Hvis markedet for fodboldspillere var styret af logik, ville klubberne betale den transfer og den løn, spilleren var værd, og han ville hverken være over- eller undermatchet.

Men logisk, det er fodbold ikke. Slet ikke, når transfervinduet er ved at smække i.

Selvom talentspejdere og data-analytikere kommer tættere på et sandt billede af fodboldspillere, er det svært præcist at måle, hvor god en spiller er, og om han vil passe ind i en ny klub, selvom professionel fodbold i langt højere grad end de fleste brancher konstant måler på, om spilleren bidrager til at vinde kampe.

Men selv hvis trænere og sportsdirektører havde et præcist billede af alle spillere, ville der være masser af skæve handler. For ligesom det på banen handler om at vinde, skal sportsdirektører, agenter og spillere gå efter en bedre handel, end deres niveau berettiger til.

I spillet om at få den bedst mulige aftale hjælper det at være en dygtig forhandler, en god menneskekender og om at være dygtig til at træffe beslutninger på et så oplyst grundlag som muligt – men mest af alt handler det om at have gode kontakter.

To af Superligaens bedste offensive folk, den ene en solid målscorer, den anden med et af ligaens bedste blik for målgivende afleveringer og små kombinationer, kom til deres nuværende klubber, fordi sportsdirektørerne de to steder havde gode kontakter.

I det ene tilfælde havde sportsdirektøren fundet ud af, at modparten i en udenlandsk klub var villig til at lade spilleren gå stort set kvit og frit, selvom klubben få år tidligere havde betalt et betydeligt tocifret millionbeløb for forwarden. Den danske sportsdirektør var nervøs for, om konkurrenterne i Superligaen hørte om muligheden for at hente spilleren kvit og frit, før handlen var på plads – det gjorde de aldrig. I det andet tilfælde havde Superliga-klubben en nær kontakt til en agent, som gav klubben besked på, hvad spilleren kostede – igen blev transferen til i al hast, før konkurrenterne i Superligaen fandt ud af, at der var mulighed for at gøre en god handel.

Agenter er en vigtig faktor. Ligesom der er gode og dårlige spillere og sportsdirektører, findes der alle mulige forskellige agenter, og når klubber forbander agenter langt væk, glemmer klubberne som regel at fortælle, at de selv betaler agenter som mellemmænd, når de vil have overflødige spillere i truppen sendt videre eller skrive kontrakt med nye folk.

En dygtig forhandler med kontakterne i orden, som Zlatan Ibrahimvoic’ agent Mino Raiola, får Nicklas Bendtner til Juventus på sidste dag i transfervinduet i 2012 [hvor en af Raiolas andre klienter Paul Pogba netop var skiftet til], en dårlig agent formåede ikke at flytte den nuværende Viborg-forward Serges Deblé til en brugbar klub tilbage i 2010, da mange af Europas store klubber savlede over ivorianeren, der det år blev turneringens spiller ved den prestigefyldte U/21-turnering i Toulon.

En klub og sportsdirektør med mindre gode kontakter er i større fare for at brænde inde med spillere, den ikke har brug for, eller at ende med spillere, den kun har set i en scouting-database, fordi alle de bedste spillere var taget af klubber med bedre forbindelser.

Historier i medierne har også en betydning. Det kan skrue ned – og op – for en spillers pris, om der er konkurrence eller ej omkring en aftale, og derfor skal du som læser tænke grundigt over afsenderens motiver, når du læser transfer-historier de næste dage, ligesom vi gør det, før vi skriver en historie.

Sidst men ikke mindst har held også meget at sige. I sin tid havde FC Midtjyllands sportsdirektør Jens Ørgaard en aftale på plads med en ukendt bosnier fra en tjekkisk klub, og cheftræneren ville hellere have Serghei Dadu fra Sheriff Tiraspol, der hurtigt fik hjemve og forlod Danmark efter fem mål i 23 kampe. Den ukendte bosnier var Edin Dzeko, der i stedet kom til Wolfsburg og derfra blev solgt til Manchester City for 250 millioner kroner.

Beslutningerne på transfermarkedet bliver sjældent bedre end de mennesker, der skal træffe valgene – derfor vil vi igen på mandag se undrende til, når der sker transfers, få kan se meningen i.