Landsholds- og ledelses-farcen kan torpedere VM-drømmene

I skrivende stund er kvindelandsholdets spillere, Spillerforeningen og DBU endnu ikke blevet enige om en aftale, der sikrer næste tirsdags VM-kvalifikationskamp i Ungarn.

Ud over Ungarn og det danske kvindelandsholds øvrige rivaler i VM-kvalifikationen er det svært at få øje på vinderne i den aktuelle konflikt, med mindre man når et kompromis, der om et par år viser sig at være lige nøjagtig det, holdet og DBU havde brug for i indfrielsen af VM-ambitionerne og de næste trin på vejen mod at gøre kvindefodbold fuldtidsprofessionelt i Danmark.

Sådan ser det langt fra ud nu.

Grillpølserne er afbestilt og aftenens EM-revanche på et udsolgt stadion i Horsens aflyst.

Og skal DBU på værste 2004-manér, hvor Brøndby IF og AaB var snublende nær at sende veteran-hold i kamp i UEFA Cuppen midt i en spillerstrejke, ud at rekruttere et hold afløsere til tirsdagens Ungarn-kamp, kan kvindefodbolds bedste år i årtier ende med farce og ydmygelse for alle.

Man kan diskutere, om spillerne har krævet en lige vel stor lønforhøjelse, selvom det beløb i ekstra stipendier for at spille på landsholdet, man sammen med Spillerforeningen har bedt om, kun vil løfte udgiften til det, de mindste hold i herrernes 1. division bruger på spillerne.

Men DBU’s månedlange forsøg på slet ikke at indgå en kollektiv aftale på grund af en juridisk finte, der i sidste ende kun handler om at spare penge, virker konfliktsøgende og som et tydeligt signal til det herrelandshold, man lige straks skal forhandle en ny aftale med til tiden efter VM i Rusland.

Selvom der på et filosofisk, og juridisk, plan måske er en pointe i, DBU ikke er arbejdsgiver, i hvert fald ikke den primære, havde det set fra denne stol været mere oprigtigt og vakt større genklang at henvise til, at indtægterne fra kvindelandsholdet endnu slet ikke står mål med den lønforhøjelse, der kræves.

For mig virker det helt tydeligt, at den dårlige stemning fra tidligere forhandlinger mellem DBU og Spillerforeningen er båret med ind i denne konflikt, især i DBU.

DBU’s formand Jesper Møller og administrerende direktør Claus Bretton-Meyer glimrer ved deres totale fravær i offentligheden, mens Spillerforeningens direktør Mads Øland som vanligt lader DBU stege i sit eget fedt og ikke udtaler sig.

Man kan frygte for, hvad der skal ske, når der kommer langt større beløb på bordet i forbindelse med herrelandsholdets forhandlinger, der efter planen skal begynde i dette efterår og med fordel kunne være på plads i god tid før det VM i Rusland, der er sidste turnering dækket af den nuværende aftale.

Fronterne bliver skridtet af i øjeblikket med kvindelandsholdets aftale som slagmark, og hvis man er i tvivl om, hvad A-landsholdets topfigurer som Simon Kjær, Christian Eriksen og William Kvist synes om den nuværende DBU-ledelse, kan man blot spole nogle få måneder tilbage til historierne om dårlig mad, skadesbehandling under det vante niveau på klubholdene og FCK-spillere, der ikke gad at sidde og vente på et rutefly langt ud på eftermiddagen dagen efter en landskamp og i stedet chartrede et fly.

Nu skal landsholdet lige forbi Montenegro, Rumænien og sandsynligvis også to kvalifikationskampe mod en på papiret stærkere modstander, før VM i Rusland er aktuelt.
Men muligheden for bulder, brag og konflikt, der skader de sportslige chancer, er til stede i det giftige klima mellem spillerne og deres fodboldforbund.

DBU kommer til at fremstå uforberedt og som alt andet end et samlingspunkt, og man må håbe, viljen og evnen til at finde løsninger indfinder sig i begge lejre, før man har gravet sig så langt ned, at danskerne mister interessen.