Officielt: Randers udlejer kantspiller til Hobro
Jan Christensen / Getty Images
Superliga

Officielt: Randers udlejer kantspiller til Hobro

Edgar Babayan skal i resten af sæsonen tørne ud for Hobro IK i stedet for Randers FC.

Hobro var for mange darlings i Superligaen i deres første sæson i Danmarks fineste selskab. Siden er de dog rykket ned, men i jagten på igen at kunne kalde sig for Superliga-klub, har Hobro lejet en spiller fra Randers FC. Det drejer sig om kantspilleren Edgar Babayan.

Randers har valgt at udleje Babayan medhenblik på, på et tidspunkt at kunne få ham tilbage endnu dygtigere end han er nu.

- Hvis Edgar skal fortsætte sin udvikling, kræver det fast spilletid. Vi håber, at vi med udlejningen kan få de sidste procenter bygget på hans spil, for der er masser af potentiale i ham. Det får vi forhåbentlig forløst ved aftalen med Hobro, og så håber vi, at vi får en endnu dygtigere spiller tilbage efter sæsonen, siger sportschef i Randers FC Ole Nielsen til klubbens RandersFC.dk.

I Hobro får Edgar Babayan Thomas Thomasberg som cheftræner, og han mener, at Babayan er en fin tilføjelse til truppen.

- Jeg er glad for at få tilføjet endnu en offensiv spiller til truppen, så vi nu har mange strenge at spille på. Vi har et godt og bredt udvalg af offensive spillere med stor forskellighed i deres spil. Edgar kommer med nogle kvaliteter, som vi ikke har i forvejen. Han er udfordrende, har et godt spark og god fart. Det er en meget fin tilføjelse til truppen, siger cheftræner Thomas Thomasberg til Hobros hjemmeside.

Hovedpersonen selv har en speciel følelse ved at skulle forlade Randers FC, men han ser frem til at hjælpe Hobro.

- Det er selvfølgelig lidt specielt at skulle forlade min klub, selvom det kun er for en kort periode. Men jeg glæder mig til at få muligheden for at spille noget mere og være med til at hjælpe Hobro i kampen for oprykning, og så regner jeg med komme endnu stærkere tilbage til Randers FC efter sæsonen, siger kantspilleren til Randers’ hjemmeside.

Til sin nye klubs hjemmeside udtaler Edgar Babayan sig positivt over gensynet med Thomas Thomasberg.

- Hobro IK er jo først og fremmest en rigtig god klub, som også for nylig har spillet i Superligaen. Jeg kender både Thomas Thomasberg og Michael Kryger fra dengang de var i Randers, og derudover kender jeg mange af spillerne i klubben. Det er et godt sted for mig i forhold til at få noget spilletid og udvikle mig. Jeg håber at gøre det godt for klubben og at vi sammen rykker op til sommer, siger Edgar Babayan.

I denne sæson er det blevet til otte optrædener i Superligaen for 21-årige Edgar Babayan.