AGF snublede igen på Superliga-vejen
Foto: Tycho Gregers/Polfoto
1. division

AGF snublede igen på Superliga-vejen

Oprykningen trækker ud for AGF, der tirsdag måtte nøjes med 1-1 mod HB Køge.

Viborg FF har allerede sikret sig oprykning til Superligaen, og nu er det store spørgsmål, om alles forhåndsfavoritter fra AGF skal følge de grønblusede tilbage i landets bedste fodboldrække.

AGF har været på sikker kurs mod oprykning hele foråret og er det stadig, men der kom grus i maskineriet i sidste uge, da FC Fredericia overraskende slog århusianerne med 1-0. Tirsdag var AGF i ilden igen, men heller ikke denne gang gik det helt optimalt for Morten Wieghorsts tropper.

Hjemme i Aarhus måtte holdet således nøjes med 1-1 mod HB Køge. Det ændrer dog ikke på, at ufattelig meget skal gå galt, hvis ikke AGF skal i Superligaen til næste sæson.

Midtvejs i første halvleg chokerede gæsterne hjemmeholdets fans, da Bruninho bragte HB Køge foran med et præcist spark efter at have snydt to AGF'ere. 1-0 var også stillingen ved pausen og i de første seks minutter af anden halvleg, men så udlignede Danny Olsen med lidt af en perle.

Den tidligere FC Midtjylland-spiller modtog bolden, og fra 30 meters afstand tordnede han bolden i nettet til 1-1, som også blev kampens slutresultat.

Resultatet betyder, at AGF er ti point foran Lyngby og Vendsyssel, der begge mangler fire kampe af sæsonen.