Boysens forår: Irriteret på mig selv efter Viborg-nederlaget
Foto: Jens Dresling/Polfoto
1. division

Boysens forår: Irriteret på mig selv efter Viborg-nederlaget

OPRYKNINGSKAMPEN: David Boysen og Lyngby BK løb ind i et 0-1-nederlag i den første forårsrunde mod Viborg, så nu skal det være. Lyngby-topscoreren deler her sine tanker forud for torsdagens udekamp mod Vejle BK.

Kampen mellem Vejle BK og Lyngby BK spilles torsdag aften kl. 19.00 på Vejle Stadion.

Lige efter kampen mod Viborg var jeg meget irriteret. Jeg var både irriteret over, at holdet ikke helt lykkedes, og så var jeg også irriteret på mine egne vegne. Jeg kom ikke gang, og det ærgrer mig.

Dagen efter så vi kampen igen på video, og der så vi, at vi faktisk ikke var så langt fra noget, som vi umiddelbart gik og troede inde på banen. De havde jo knap nok en chance, hvis man kan kalde det for en chance, da de scorer deres mål.

Men det gjorde ondt, det vil jeg godt være ærlig og sige. Det var ikke en smuk kamp fra hverken os eller dem. Men altså hvis man skal se helt nøgternt på det, så ville det nok ikke være en overraskelse for nogen, at vi skulle tabe til Viborg, da vi startede sæsonen, og hvis vi ender med at tabe til Viborg tre gange og rykke op, så vil jeg være flintrende ligeglad. Det hele skal bare tælle som succes i sidste ende.

Jeg var én af de første dagen efter til at sige noget. Jeg sagde, at vi ikke skulle grave os ned, fordi vi har haft en tre måneders opstart, og vi har længe ligget i toppen. Vi har overrasket alt og alle inklusiv os selv, så vi har snakket det hele godt igennem, og nu er nederlaget ude af kroppen.

Jeg ser frem til at komme til Vejle. De plejer at have en god bane, og nu skal vi have en sejr efter 0-0-kampen i efteråret.

Vi kører først omkring middag, når vi skal spille om aftenen, så behøver vi ikke komme så tidligt op.  Når vi skal spille på udebane, foregår meget af dagen selvsagt i busen. Vi slapper på vejen og stopper for at få noget mad, så vi er helt parate i kroppen. Det gælder også om at få nok vand, så vi ikke dehydrerer, og jeg kan egentlig godt lide at køre til udebanekampe. Jeg kan få samlet tankerne lidt, og det er ro omkring os.

Når vi kommer til stadion, er der mange, der godt kan lide at gå rundt på banen for at se, hvordan den er. Det er jeg ikke så meget for, så jeg går direkte i omklædningsrummet, og så spørger jeg nogle holdkammerater efterfølgende, om græsset er langt eller kort for lige at vide det før kampen. Jeg gider ikke det der med at gå rundt, sige hej og snakke med modstanderne før kampen, for så kan der nemt komme en let stemning omkring det hele. Vi kan snakke bagefter. Nu gælder det kampen.

Nede i omklædningsrummet er jeg faktisk rimelig afslappet, og det er først, når træneren er kommet med de sidste dessiner, at jeg for alvor fokuserer på opgaven. Det fungerer bedst for mig, og jeg får lavet mine øvelser, som jeg i øvrigt laver, hver gang jeg skal spille fodbold på grund af min ryg.

Jeg er ikke stor fan af at skulle koncentrere mig og fokusere flere timer i forvejen. Det gør ikke noget for mig. I omklædningsrummet er der altid nogen, der sætter musik på, og det er helt fint, synes jeg. Vi får lige det sidste i hovederne, og så gælder det bare om at levere på banen.

Hele foråret vil tipsbladet.dk dække oprykningskampen i 1. division ved at følge de tre klubber, Viborg FF, Lyngby BK og AGF, der har henholdsvis 40, 37 og 34 point i tabellen.