Erik Rasmussen: Mattsson og jeg lå langt fra hinanden
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
1. division

Erik Rasmussen: Mattsson og jeg lå langt fra hinanden

Den nye Vendsyssel FF-træner, Erik Rasmussen, fortæller, at det ikke lå i kortene at skille sig af med træner Joakim Mattsson, men at de to var for langt fra hinanden.

Vendsyssel FF valgte at sige farvel til træner Joakim Mattsson kort før starten på forårssæsonen, selv om holdet aktuelt ligger nummer to 1. Division og med samme pointantal som topholdet Hobro IK.

I stedet er det Erik Rasmussen, der nu skal stå i spidsen for holdet. Rasmussen kom sent i 2016 til klubben sammen med en bunke penge og investorer, og hans funktion var at sidde med det øverste sportslige ansvar samt at være assistent for Mattsson.

Det tog så kun lidt mere end en måned, før Erik Rasmussen tog beslutningen om at fyre Mattsson og selv sætte sig i trænersædet.

- Det var da et lidt frustrerende forløb for både Joakim og mig, for jeg ville gerne komme ind uden at ændre for meget for holdet, men omvendt erfarede jeg, at Joakim og jeg lå vanvittigt langt fra hinanden, siger Erik Rasmussen til Nordjyske.

Vendsyssel åbner forårssæsonen den 5. marts med et opgør hjemme mod Fremad Amager, og det bliver altså Erik Rasmussens første opgave som cheftræner for holdet.