Video : Tipsbladet
1. division

Esbjerg klar til at gamble: Vi skal have flere spillere

Esbjerg fB skal have flere spillere ind i transfervinduet, men det kan blive i sidste øjeblik, vurderer sportsdirektør Ted van Leeuwen.

Esbjerg fB står over for et massivt arbejde denne sommer. Klubben rykkede ud af Alka Superligaen, og i forbindelse med det sagde vestjyderne farvel til hele otte spillere. Af samme grund skal der hentes en del nye ansigter til, og senest er rumænske Andre Petre kommet til. 

På ledelsesgangen er sportsdirektør Ted van Leeuwen klar over, at der skal mere til i transfervinduet. Han kan dog ikke stille nogen garantier for, at truppen er komplet, når FC Fredericia venter i første gældende kamp den 27. juli: 

- Vi skal ikke ud at hente spillere bare for at hente. Vi skal have spillere ind, som kan forstærke vores hold. Når alt kommer til alt, handler det om kvalitet. Og jo længere du når hen i transfervinduet (deadline 1. september, red.), jo større er muligheden for at købe eller leje spillere på favorable vilkår, siger Ted van Leeuwen til Jydske Vestkysten.

Og skal den plan lykkedes for Esbjerg, kræver det is i maven: 

- Det er klart, at det vil være ønskeligt, hvis John (cheftræner Lammers, red.) har alle mand ombord allerede fra den første kamp, men det kan jeg på ingen måde garantere, fortæller sportsdirektøren til avisen. 

Ted van Leeuwen løfter overfor Jydske Vestkysten sløret for, at Esbjerg fB i øjeblikket forhandler med flere spillere. Hvem de er vides dog ikke.