FC Vestsjælland vil trække FC København ned i tempo
1. division

FC Vestsjælland vil trække FC København ned i tempo

FC Vestsjælland håber på at kunne slå FC Københavns hurtige spil i stykker i aftenens pokalkamp i Slagelse.

FC Vestsjælland har fået en forfærdelig start på 1. Division, hvor de ligger absolut sidst efter sølle tre point i ni kampe. 

Onsdag aften venter der Slagelse-klubben et afbræk fra elendighederne i ligaen, når Superligaens førerhold FC København kigger forbi i pokalturneringen. 

FC Vestsjælland er udmærket klar over opgavens omfang, men håber på, at de kan frustrere FC København ved at trække tempoet ud af kampen.

- Vi møder Danmarks p.t. stærkeste hold, og selv er vi placeret i bunden af BET25 Ligaen, så der er et stort ’gap’ imellem de to klubber; men i Pokalturneringen ser man næsten i hver eneste runde en overraskelse, og det er dén, vi går efter i morgen.

- Det er for os en fodboldkamp som alle andre, og om FCK kommer med deres A- eller B-kæde er jo fuldstændigt underordnet. De har så bred en trup, at der ingen forskel er, så om ’Corner’ eller Nicolaj er på toppen, er jo for os ligegyldigt. Det bliver en stor mundfuld uanset hvem, der er med

- Det hele starter jo med os selv. Vi skal ud at have fat i vor base, og holde styr på egne aftaler fra start af, og når vi får det, skal vi se om ikke vi kan finde overskud til at pirke til dem hist og her.

- De kommer som tårnhøje favoritter, og vil gerne spille med masser af fart. Vi skal omvendt holde tempoet nede, så vi kan være med, og jo længere, vi kan spille på vore præmisser, des mere frustrerede og ivrige vil vi se Løverne, og netop dét vil kunne give blottelser hos dem i de bageste geledder, og dét skal vi så kynisk forsøge at udnytte, siger FC Vestsjælland-assistent Janus Blond til klubbens hjemmeside.

FC Vestsjælland har tabt de seneste tre kampe - senest til AC Horsens - mens FC København har vundet deres seneste tre - senest over Hobro.