HB Køge bekræfter Gomes-forhandlinger med FCN
Illustration
1. division

HB Køge bekræfter Gomes-forhandlinger med FCN

HB Køge er på nippet til at sælge forsvareren Eddi Gomes og er længst fremme i forhandlingerne med FC Nordsjælland, men de snakker fortsat også med andre klubber.

Der er rift om HB Køges portugisiske forsvarsspiller Eddi Gomes. BT skriver i dag, at FC Nordsjælland er i forhandlinger med HB Køge om et køb af 25-årige Gomes. Det bekræfter klubbens administrerende direktør Peter Frank og forklarer, at de også forhandler med andre klubber.

- Det er rigtigt, at vi er i dialog med FC Nordsjælland, men der er ikke noget, der er afklaret endnu. Der er en positiv dialog, og vi har snakket sammen et stykke tid, men bolden ligger lige nu hos FC Nordsjælland. Vi er længst fremme med dem, men vi snakker også med andre, og det er også derfor, jeg siger, at der ikke er noget, der er afklaret, siger Peter Frank til tipsbladet.dk.

OB, AaB og Esbjerg bliver nævnt som de øvrige bejlere til Eddi Gomes, og HB Køge-direktøren vil gerne bekræfte, at de klubber også er interesserede i portugiseren.

- Jeg vil sige det sådan, at der har været rigtig mange henvendelser på Eddi Gomes, og det er rigtigt, at de klubber du nævner også har været der. Men de fleste klubber har altså opdaget, hvor god han er, siger han.

Der er altså meget, der tyder på, at Eddi Gomes bliver solgt i løbet af januar, og det har HB Køge-bossen det rigtig fint med, selv om han gerne ser forsvareren spille sæsonen færdig i klubben.

- Vi er en klub, hvor vi skal finde spillere og gøre dem gode, så de kan blive interessante for klubber, der er større end os. Kan vi lave en spiller, der er interessant for de klubber, vi snakker om her, så er det rigtig fint. Det er vores vilkår. Der er ingen tvivl om, at et salg vil efterlade et hul, men vi ved, det er den vej, vi skal. Eddi er en spiller, der kom til os fra Herlev i Danmarksserien for et år siden, var skadet hele foråret og var så én af de stærkeste spillere i efteråret.

- Når man kan tage så stort et skridt på så kort tid, er jeg sikker på, han ikke skal bruge ret lang tid på at tage det sidste skridt, siger Peter Frank.