Video : Tipsbladet
1. division

Hobro IK ophæver med vraget landsholdsspiller

Hobro IK siger farvel til Anatole Abang et halvt år før tid efter gensidig aftale.

Forventningerne var tårnhøje, da Hobro IK i sommeren 2016 hentede Anatole Abang til klubben. Et scoop for 1. divisionsholdet, der kunne byde en landsholdsspiller fra Cameroun velkommen. Her blev man enige om en et-årrig lejeaftale, men den ophæves nu et halvt år før tid, og Abang vender tilbage til New York Red Bulls. 

Ifølge Hobro IK skyldes ophævelsen, at man har fået Pål Kirkevold tilbage efter et lejeophold i Norge. Samtidig er Quincy Antipas ved at være tilbage i form efter en længere skadespause, og dermed er udsigten til spilletid begrænset for Anatole Abang, der senest har mistet sin plads på landsholdet i Cameroun. 

En plads hovedpersonen selv også gerne vil have igen, og ifølge Hobro IK er man af samme grund blevet enige om at sige farvel: 

- Vi har været glade for at have Anatole Abang i truppen, og det har været stort at have en landsholdsspiller fra Cameroun i Hobro IK. Men samlet set er det bedst for begge parter, at han får mulighed for at jagte fast spilletid i en anden klub, hvor han har bedre forudsætninger for at kæmpe sig tilbage på landsholdet. Han er en ung spiller, som stadig har meget at lære, men for mig er der ingen tvivl om, at det er en spiller med et stort potentiale, som vi nok skal komme til at høre mere om i fremtiden,” siger sportschef Jens Hammer Sørensen til klubbens hjemmeside.

Anatole Abang nåede at spille ti kampe for Hobro IK. Her scorede angriberen tre gange.