Ajax forlænger med eftertragtet keeper
Foto: Ajax twitter
Benelux

Ajax forlænger med eftertragtet keeper

Andre Onana har forlænget sin kontrakt med Ajax. Den løber nu frem til juni 2021.

Andre Onana har sammen med resten af Ajax-mandskabet haft en rigtig fin sæson. 

De gode præstationer mellem stængerne har tiltrukket interesse fra større klubber og for nyligt antydede den camerounske målmands agent, at han meget vel kunne forlade Johan Cruijff Arena til sommer. 

De rygter kan dog nu lægges på køl. Onana har nemlig forlænget sin kontrakt med Europa League-finalisterne .

- Jeg føler mig hjemme i Ajax og her i Holland, fortæller Onana til Ajax' hjemmeside, hvor klubben tidligere på dagen annoncerede kontraktforlængelsen. 

- Jeg vil nu vinde trofæer med denne trup. 

Han kom til Ajax fra Barcelona i januar 2015 og blev i denne sæson førstemålmand efter Jasper Cillessens skifte den anden vej. 

Han fik førsteholdsdebut for Ajax i august 2016. Siden da har han spillet 44 kampe. 

Onanas nye kontrakt løber frem til sommeren 2021.