Ajax-træner forventer Dolberg-nedtur
Foto: Dean Mouhtaropoulos/Getty Images
Benelux

Ajax-træner forventer Dolberg-nedtur

Ajax-træner Peter Bosz forventer, at Kasper Dolberg på et tidspunkt bliver ramt af et formdyk.

Kasper Dolberg har i øjeblikket så meget succes på banen og omtales med så rosende vendinger i medierne, at han næsten må kunne gå på vandet. En af de få, der virker til at kunne bevare benene på jorden, er hovedpersonen selv.

Heldigvis lader danskerens cheftræner i Ajax, Peter Bosz, sig heller ikke rive med. Han er glad for det, han ser det unge stortalent præstere i øjeblikket, men han føler sig overbevist om, at Dolberg på et tidspunkt rammer et formdyk.

- Der vil helt sikkert komme en modreaktion. Det oplever alle unge spillere på et eller andet tidspunkt. Jeg håber, at fansene kommer til at have forståelse for det og fortsat støtte ham. Det fortjener han virkelig, siger Ajax-træneren til Elf Voetbal Magazine.

Kasper Dolberg er i øjeblikket samlet med det danske landshold, og angriberen kan formentlig se frem til spilletid mod både Kasakhstan og Tjekkiet. Bosz glæder sig på Kasper Dolbergs vegne over, at han nu kan kalde sig landsholdsspiller, men også med et lille forbehold.

- Det er dejligt for ham og også logisk med tanke på, hvordan han har præsteret. For os er det mindre sjovt. Vi må se på, hvordan det står til, når han kommer tilbage – han har brug for hvile, fastslår Peter Bosz.

Danmark møder Kasakhstan i morgen aften.