Alexander Scholz: Nu vil jeg væk
Illustration
Benelux

Alexander Scholz: Nu vil jeg væk

Alexander Scholz vil væk fra Lokeren i januars transfervindue.

Alexander Scholz har etableret sig som en af de største profiler i belgiske Lokeren, og nu vil han væk. Den danske U/21-landsholdsspiller har i flere transfervinduer været et varmt navn, men Lokeren har i alle tilfælde formået at holde på den danske guldfugl. Nu har Scholz dog meddelt, at han er klar til at skifte klub i januars transfervindue.

- Jeg har kontrakt med Lokeren til 2016, men hvad angår et skifte i januar, så håber jeg det. Jeg føler, at jeg er klar, og at tiden er inde. Derudover bruger jeg ikke så meget tid på det. Jeg fokuserer kun på de ting, jeg selv har indflydelse på, siger Alexander Scholz til Het Laatste Nieuws.

På trods af succesen i Lokeren og den stærke belgiske liga har Alexander Scholz endnu ikke været inde omkring landsholdet, og det er også en af grundene til, at han vil væk i det kommende transfervindue.

- Jeg har indset, at jeg må op på et højere niveau for at komme i betragtning til landsholdet, siger Scholz.

Alexander Scholz og Lokeren er på tredjepladsen i den belgiske liga med fire point op til Anderlecht. Og lige præcis Anderlecht nævnes i flere medier som den allerstørste bejler til den 22-årige dansker.