Boilesen: Genoptræning gået over al forventning
Foto: Polfoto
Benelux

Boilesen: Genoptræning gået over al forventning

Nicolai Boilesen var spået tre måneder på sidelinjen, men efter kun to måneders pause er han så småt klar igen.

Kampen mod Groningen i weekenden kom en uge for tidligt for danske Nicolai Boilesen, men det det ændrer ikke ved, at Ajax-backen har lavet et imponerende comeback. Mod Paris Saint-Germain i slut-november blev han slemt skadet efter en hård tackling fra Gregory van der Wiel i en Champions League-kamp, men danskeren skulle altså kun bruge godt to måneder på at komme tilbage.

Manager Frank de Boer sagde i sidste uge, at Boilesen skulle forberede sig på kampen mod Feyenoord i den kommende weekend, og det lader til, at den kamp er realistisk at komme tilbage i.

- Min genoptræning er gået over al forventning, siger Nicolai Boilesen i et interview med metroxpress.

- Da jeg blev skadet for syv uger siden, ville jeg ikke i min vildeste fantasi have satset på, at jeg kunne spille den kamp (Feyenoord-kampen, red.), siger 22-årige Nicolai Boilesen.

Den danske venstre back er viceanfører i Ajax, og han er altså vej tilbage i startopstillingen, hvilket også er positivt for det danske landshold. Også Viktor Fischer er på vej tilbage, efter han har været ukampdygtig i snart et år, men der går lige lidt længere tid, før Fischer kan spille igen.