De Boer: Lucas Andersen kan blive rigtig stor
Illustration
Benelux

De Boer: Lucas Andersen kan blive rigtig stor

Lucas Andersen får rigtigt pæne ord med på sin vej af Ajax-træner Frank de Boer.

På trods af at Lucas Andersen, sammen med resten af Ajax-holdet, har fået en del kritik for sine præstationer i den seneste tid, så forbliver træner Frank de Boer optimistisk, når det kommer til den 20-årige nordjyde.

Faktisk regner Ajax-træneren med, at danskeren bliver en stor profil, måske ikke bare i det hollandske, men i europæisk fodbold i det hele taget. I hvert fald har førsteholdstræneren store forventninger til den tidligere AaB-spiller.

- Han har kvaliteterne til at blive en rigtig stor spiller, siger De Boer til klubbens hjemmeside.

- Vi har til tider set, hvor god han er. Det ønsker vi også at se over en hel kamp, og derefter må han vise det over en længere periode.

- Det er nu, det begynder at komme. Det næste skridt handler om at følge godt op på det og om at bevare overblikket, lyder det fra De Boer, som ikke er i tvivl om at Lucas Andersen hører til på den offensive midtbane, selvom han hovedsagligt har brugt ham på venstrekanten i sine hidtidige førsteholdsoptrædener.

- Han er en knægt, der laver virkelig gode frispilninger. Jeg ser i ham en rigtigt god offensiv midtbanespiller. Han er i stand til at skabe spillet, udtaler De Boer til klubbens hjemmeside.