Video : Tipsbladet
Benelux

De har holdt møde med Lasse Schöne

Lasse Schöne har nået en fremskreden alder og står ved en skillevej, når det gælder fremtiden i fodboldverdenen.

Til maj bliver Lasse Schöne 38, mens han har kontraktudløb med NEC Nijmegen en måned senere.

Det er sommetider ingredienserne til en skillevej, og det tyder noget på, at det også kan blive mellem danskeren og NEC Nijmegen.

Den hollandske avis De Gelderlander skriver i hvert fald, at der for nyligt fandt et møde sted mellem Lasse Schöne og hans klub, hvor danskerens fremtid var på dagsordenen.

Ifølge avisen er en forlængelse på tegnebrættet, men Schöne overvejer også at tage afsked med NEC Nijmegen. En endelig konklusion vil dog først findes senere på sæsonen, når parterne tager de sidste og afgørende møder i forhold til fremtiden.

Lasse Schöne er lige nu i gang med sin anden periode i NEC Nijmegen, som han kom til i sommeren 2021. Siden skiftet har han været en nøglefigur på klubbens midtbane, men i denne sæson har skader plaget ham, og derfor har han ikke haft en helt ligeså central rolle som tidligere.

Det kan betyde, at denne sæson bliver hans sidste i NEC Nijmegen og som aktiv spiller.

- Jeg har ikke taget en beslutning om, hvornår det bliver. Jeg har stadig glæden, og min krop har det godt. Men det er klart, at denne sæson eller næste bliver min sidste. På et tidspunkt skal man sætte en stopper for det, og jeg vil gerne stoppe, mens jeg stadig kan være med, sagde Schöne for nyligt til ESPN.

Lasse Schöne har i omkring to årtier spillet på topplan i Holland foruden en enkelt mislykket afstikker til Genoa. Det var helt tilbage i 2002, at han forlod Lyngby BK til fordel for Heerenveen.

Der skulle dog gå nogle år, før han slog sit navn fast i Holland. Det skete faktisk i blandt andet NEC Nijmegen, som han første gang var på kontrakt hos fra 2008 til 2012, inden storklubben Ajax slog kløerne i ham.

De mange år i hollandsk fodbold har i denne sæson gjort ham til den udenlandske spiller med flest kampe i Eredivisie. Tilbage i december tangerede han rekorden, da han løb på banen til sin kamp nummer 433. Det tal har han siden passeret.