Video : Tipsbladet
Benelux

Hjulmand hylder dansk bomber: Han har hele pakken

Kasper Hjulmand jubler over Kasper Dolbergs genrejsning i denne sæson, hvor den danske landsholdsangriber har genfundet skarpheden i Anderlecht.

Efter en svær sæson med mislykkede lejeophold i Sevilla og Hoffenheim har Kasper Dolberg i denne sæson fundet stor succes i Anderlecht, hvor den danske landsholdsangriber har scoret 12 ligamål. 

Og de gode takter i Belgien glæder selvsagt landstræner Kasper Hjulmand, der i et interview med Het Laatste Nieuws har talt om Kasper Dolbergs succesfulde sæson i Anderlecht. 

- Jeg er meget tæt på Dolberg. Han har fundet sig selv i Anderlecht. Han har det rigtigt godt, og han er blevet far til tvillinger. Det har gjort noget godt for ham. Enhver, der ikke kender Kasper, kan få et forkert indtryk af ham. Han kan nogle gange virke lidt fraværende, men han er ekstremt målrettet. Han er en ægte vinder og han er meget ambitiøs. 

- I Anderlecht ved de, hvordan Kasper er, og derfor er han igen ved at blive den bedste version af sig selv. Han skal kunne være i stand til at tage det skridt op til en topliga igen i løbet af de kommende år, siger Kasper Hjulmand. 

I interviewet bliver Kasper Hjulmand også spurgt om, hvad der gør Kasper Dolberg til så stærk en angriber. 

- Det spørgsmål kan du stille de målmænd, der står overfor ham til træning hver dag. De tænker ofte 'hold nu kæft, den knægt afslutter sublimt'. Og han kombinerer en silkeblød boldbehandling med mere styrke, end man måske først tror.

- Jeg har set ham vinde dueller mod Virgil van Dijk, en af Europas bedste forsvarsspillere. I mine øjne har Kasper Dolberg hele pakken som angriber, siger Kasper Hjulmand. 

Kasper Dolberg spillede søndag 82 minutter, da Anderlecht slog Eupen med 1-0.