Video : Tipsbladet
Benelux

Skæbnesvangre uger for dansk profil i Belgien

Danske Jonas Bager finder meget snart ud af, om han skal fortsætte i belgiske Charleroi, eller om han skal videre i teksten.

En dansker går en spændende og uvis fremtid i møde.

Jonas Bager har spillet i Belgien siden 2019, men til sommer har han kontraktudløb i Charleroi, der har haft en meget svær sæson.

Det er dog ikke sikkert, at Jonas Bager og Charleroi skal skilles til sommer, for i kontrakten er der nemlig en option, som gør, at Charleroi kan forlænge kontraktlængden med to år, hvis de vil.

Der skal dog træffes en beslutning snart, for optionen har en deadline, der udløber ved udgangen af marts måned, så Jonas Bager venter i spænding på, hvad der kommer til at ske.

- Det er rigtigt, klubben har en option, så aftalen kan forlænges med to år. Det er klubben selv, der bestemmer, om den skal tages i brug.

- Normalt udløber de her optioner i slutningen af marts, men jeg har faktisk ikke snakket med klubben om det, så jeg kender ikke deres holdning, så det bliver lidt spændende at se. Men fremtiden bliver snart afklaret. Jeg er allerede begyndt at forberede de forskellige scenerier, der kan udspille sig.

Hvad tænker du selv? Vil du gerne prøve noget andet snart?

- Jeg har det sådan, at Charleroi er en god klub, men jeg har også spillet i Belgien i fem år nu, så jeg er også nået et punkt, hvor det kunne være spændende at se, hvad der kunne dukke op, hvis man er transferfri. Det kan åbne nogle muligheder, når klubberne ikke skal betale for en.

- Jeg har prøvet en gang før at stå med kortene på hånden, så jeg håber, det kommer til at ske igen, siger Jonas Bager til Tipsbladet.

Selvom fremtiden er uvis, så glæder Jonas Bager sig til at se, hvad der kommer af muligheder, hvis han skal væk fra Charleroi.

- Det er klart, at jeg gør mig nogle tanker om, at jeg med udløb til sommer kan stå i en spændende situation, hvis jeg holder mig skadesfri og bliver ved med at spille et fint antal kampe. Så glæder jeg mig rigtig meget til at se, hvad der kan dukke op, for jeg føler, at jeg er i en virkelig god fodboldalder, og jeg har også været i udlandet længe nu, hvor jeg kontinuerligt har vist, at jeg kan spille i udlandet.

- Det er en spændende fremtid, jeg kunne møde, og man kunne håbe på, der kommer noget interessant, siger danskeren.

Artiklen fortsætter under billedet...

Foto: Imago

En forfærdelig sæson
Jonas Bagers potentielt sidste sæson i Charleroi ser ud til at blive en til glemmebogen.

Traditionsklubben plejer at lege med i den sjove ende af Jupiler Pro League, men i denne sæson, er det nedrykningsstregen, der holdes øje med.

Charleroi er i fare for at havne i nedrykningsplayoff, hvis resultaterne i den sidste spillerunde af gruppespillet ikke flasker sig.  

- Normalt er vi et sub-tophold, og det, der ikke har fungeret i år, er, at de kampe hvor vi har scoret mål, der har vi også lukket mange mål ind. Og i de kampe hvor vi har holdt nullet, så har vi ikke formået at score mål.

- Det har været en sæson, der har været præget af meget uro. Vi har ikke spillet godt nok som hold, og jeg føler, der har manglet lidt retning fra klubben. Vi har hverken gjort det godt nok som spillere og som trup.

- Det er hårdt at gå igennem sådan en sæson, hvor man taber så mange kampe. Alle, der har været i en fodboldklub, ved, at når man taber kampe, så er der dårlig stemning det meste af ugen. Det er også helt grotesk, at vi mod Westerlo (for to runder siden, red.) fik vores første udebanesejr i sæsonen. Det vidner om, at vi har gjort et eller andet helt forkert i lang tid, fortæller Jonas Bager.

Artiklen fortsætter under billedet...

Foto: Imago

Fedt med danske profiler i Anderlecht
Danskerne har det seneste års tid flokket til den bedste belgiske række, hvor især Anderlecht har forstærket sig på dansker-fronten.

Kasper Schmeichel, Kasper Dolberg og Thomas Delaney har alle tilsluttet sig Anders Dreyer, Brian Riemer og Jesper Fredberg i Anderlecht, og Jonas Bager er glad for, at de danske profiler gør det godt.

- Det er rigtig sjovt, og jeg synes også, den belgiske liga fortjent har fået noget mere opmærksomhed, efter der er kommet mere prominente navne, trænere og sportsdirektører til.

- Det har været fedt. Både når man skulle møde de andre danskere, men også generelt for ligaens omtale. Det er meget fortjent, at det har fået lidt mere spotlight, for det er en god og fed liga.

- Jeg synes, det har fået rigtig god omtale, det Anderlecht har gang i. Det gør også meget, at danskeren også gør det godt, efter de er kommet til.

- Man sætter lidt det hele på spil, når man kommer til, for det kræver de gør det godt, og det har de heldigvis gjort. Det fedt at se.

- De ligger fortjent med i toppen, og de har fået vendt det hele rundt, afslutter Jonas Bager.

Jonas Bager skiftede i 2019 fra Randers til Union Saint-Gilloise, og i 2022 skiftede han videre til Charleroi.

Det er i alt blevet til 72 kampe i den bedste belgiske række.