Twente-træner vil beholde genert Kasper Kusk
Benelux

Twente-træner vil beholde genert Kasper Kusk

Kasper Kusk har ikke været inde i varmen i FC Twente i denne sæson, men alligevel vil cheftræner Alfred Schreuder gerne beholde danskeren.

De fleste havde spået sidste sæsons helt store profil for AaB's danske mestre, Kasper Kusk, stor succes i FC Twente, som han skrev kontrakt med forud for denne sæson, men af flere årsager har skiftet ikke været nogen succes for offensivspilleren.

Størstedelen af tiden har Kasper Kusk således brugt på bænken, tribunen eller på reserveholdet, og i midten af februar fastslog han over for tipsbladet.dk, at han overvejer et tidligt exit i FC Twente.

I første omgang vil Kusk dog formentlig slå koldt vand i blodet og se tiden an. Tilliden fra hans arbejdsgiver er nemlig uændret på trods af en skidt første sæson.

- Kasper bliver en vigtig brik for os i næste sæson. Han har været lidt for tilbageholdende og lidt for genert, men det ser man tit hos danske fodboldspillere, fordi de for det meste er blevet opdraget meget beskyttende, siger Twentes cheftræner Alfred Schreuder.

Twente-træneren hiver et eksempel frem, som Kasper Kusk med fordel kan forsøge at spejle sig i og tage ved lære af.

- Lasse Schöne røg ud i Heerenveen, fordi han ikke bidrog med nok. Og se på ham nu. Nu er han en rigtig amsterdammer dækket til med tatoveringer, lyder det fra Schreuder.

Kasper Kusk har spillet ni kampe for Twente i denne sæson, hvoraf fire har været som starter.