Bayern-sportsdirektør kræver mere fra sine spillere
Polfoto/Marius Becker
Bundesliga

Bayern-sportsdirektør kræver mere fra sine spillere

Bayern Münchens sportsdirektør Matthias Sammer vil se forbedringer hos det tyske mandskab, der ikke har startet 2015 optimalt.

Bayern München fører Bundesligaen med otte point ned til nummer to, og i Champions League spillede det tyske mandskab 0-0 på udebane mod Shakhtar Donetsk, hvilket sikrede de tyske mestre et godt udgangspunkt før returkampen i marts.

Men det er slet ikke godt nok. Det fastslår klubbens sportsdirektør Matthias Sammer, der forventer sig meget mere af Pep Guardiolas tropper.

- Det er endnu ikke det Bayern München-hold, som vi gerne vil se. Vi er på rette vej, men vi er endnu ikke på det niveau, hvor vi gerne vil være, siger Sammer til Bild.

Bayern München åbnede 2015 med en gigantisk nedtur, da Wolfsburg vandt med hele 4-1, og siden har holdet spillet to uafgjorte kampe og fået to sejre, før det i weekenden gælder Paderborn i Bundesligaen.

Sidste runde af Bundesligaen vandt Bayern München med hele 8-0 over HSV, men Sammer ser stadig plads til forbedringer.

- Vi skal ikke være utilfredse, men vi skal være på vagt. Så længe det gør sig gældende, er jeg ved godt mod. Vi skal fortsætte med at forbedre os. Vi er ikke på vores højeste niveau endnu. Vi skal kigge på os selv i spejlet, og vi skal anerkende, at vi ikke er på vores bedste endnu. Vi er stadig et par procent fra vores bedste, siger Sammer videre.