Video : Tipsbladet
Bundesliga

Bremen-boss roser Delaney for debut

Werder Bremen-træner Alexander Nouri roser Thomas Delaney for debuten i Bundesligaen.

Werder Bremen tabte godt nok forårspremieren i Bundesligaen til Borussia Dortmund, men for Thomas Delaney var der alligevel personlig succes at glæde sig over. Mange har rost den tidligere FC København-spiller for debuten i Tyskland, og Delaney har blandt andet fundet vej til Rundens Hold i Bundesligaen.

Werder Bremen-træner Alexander Nouri stiller sig med i køen af Thomas Delaney-beundrere.

- Jeg synes, det var en rigtig flot debut. Han viste, at han ved, hvad det vil sige at spille i Bundesligaen, siger Werder Bremen-træneren ifølge Bundesliga.com.

Thomas Delaney ragede blandt andet et gult kort til sig i debuten mod Borussia Dortmund. Næste gang danskeren skal i aktion for sin tyske klub er på lørdag, når Werder Bremen får besøg af mægtige Bayern München.