Video : Tipsbladet
Bundesliga

Tuchel er færdig i Bayern til sommer

Bayern München skal på trænerjagt til sommer, for her stopper Thomas Tuchel i klubben.

Endnu et stort trænersæde bliver ledigt til sommer. 

Sky Sports Germany-journalisten Florian Plettenberg melder på sin X-profil, at Bayern München og Thomas Tuchel stopper samarbejdet til sommer, når denne sæson er færdigspillet. 

Nyheden kommer ikke som et lyn på en klar himmel. Tuchel har længe været under pres i den tyske storklub, hvor resultaterne svigter og forholdet til flere af nøglespillerne skranter. Der skulle ikke være dårlig stemning mellem Tuchel og Bayern München-ledelsen. Ifølge Plettenberg er beslutningen tager efter lange og fine diskussioner mellem parterne. En officiel udmelding bør være lige på trapperne, lyder det.

Bayern München skal nærmest udføre mirakler, hvis man skal genvinde Bundesliga-titlen. For nuværende er man otte point efter Bayer Leverkusen, som har været aldeles suveræne i denne sæson. 

Man er også presset i Champions League, hvor man tabte den første knockoutkamp med 1-0 til Lazio i Rom. Lige nu har den stolte storklub tabt sine tre seneste kampe, hvilket er ganske usædvanligt. 

Alligevel får Tuchel altså sæsonen ud i Bayern München, med mindre man vælger at skille sig af med ham inden. Til gengæld kan Bayern München allerede nu kigge efter en afløser.