William Kvist til Olympiakos?
Illustration
Bundesliga

William Kvist til Olympiakos?

Stuttgart har tilbudt William Kvist til Olympiakos, der imidlertid arbejder med flere muligheder til den centrale midtbane. 

William Kvist ligner en færdig mand i den tyske klub Stuttgart. Senest var Kvist end ikke med i Stuttgart-truppen, der tidligere på ugen drog til Kroatien for at spille Europa Leauge, men måtte blive hjemme i Tyskland for at træne med klubbens andethold. Og nu melder et græsk medie, at Stuttgart har tilbudt Kvist til den græske storklub Olympiakos.

Det er det græske medie sportday.gr, der skriver, at William Kvist er en af flere spillere, der er blevet tilbudt til Olympiakos. Også Queens Park Rangers' Stephane Mbia samt Ajax-spilleren Eyoung Enoh, der begge spiller samme plads som Kvist, skulle også være muligheder for Olympiakos.

William Kvist er tidligere på sommeren blevet sat i forbindelse med spanske klubber som Atletico Madrid, Real Betis og Sevilla FC, men nu kan det altså være i Grækenland, fremtiden ligger. Olympiakos er blevet græsk mester de seneste tre sæsoner og er allerede kvalificeret til sæsonens udgave af Champions League. 

William Kvist har kontrakt med Stuttgart frem til sommeren 2015.