Yussuf Poulsen på ønskelisten i Borussia Dortmund
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Bundesliga

Yussuf Poulsen på ønskelisten i Borussia Dortmund

Den danske offensivspiller Yussuf Poulsen er eftertragtet af Borussia Dortmund.

Danske Yussuf Poulsen har stor succes i den tyske klub RB Leipzig i denne sæson. Offensivspilleren er en profil på mandskabet i 2. Bundesliga, og i efteråret fik han også landsholdsdebut. De gode præstationer har vakt opmærksomhed om spilleren, der nu er kommet i søgelyset hos en af Bundesligaens store klubber. 

Ifølge det tyske medie Bild er Yussuf Poulsen således på ønskelisten hos de tyske vicemestre Borussia Dortmund, der overvintrer under nedrykningsstregen i Bundesligaen. 

RB Leipzigs sportsdirektør Ralf Rangnick er fåmælt omkring interessen for Yussuf Poulsen. 

- Det ville undre mig, hvis der ikke var nogen Bundesliga-klubber, der ville have ham, siger Rangnick til Bild. 

Yussuf Poulsen har kontrakt med RB Leipzig frem til sommeren 2017, og der er ikke noget, der tyder på, at den tyske klub har tænkt sig at slippe danskeren, der er en vigtig brik i jagten på oprykning.